Rod og Østergaard gav den gas på Envo
Forleden hev folketingsmedlem Lotte Rod den radikale leder, Morten Østergaard, med til Aabenraa. Målet var ENVO på Vestvejen, som er i fuld gang med at bygge Nordens største biogasanlæg i Tønder og Aabenraa.
"Det er et godt eksempel på, at selvom regeringen er gået helt i sort, kører det derudad med den grønne omstilling her i vores område. Her er man i gang med at bygge Nordens største biogasanlæg, som samtidig er Danmarks første økologiske biogasanlæg. Det synes jeg, Morten skulle se," siger Sydjyllands radikale folketingsmedlem Lotte Rod.
"Vi har med energiforliget fra 2012 for alvor sat skub i den grønne omstilling, fordi vi mener, det er rigtigt at gøre noget imod klimaforandringerne – og det tilmed er en god forretning. Den grønne omstilling skaber arbejdspladser," siger Lotte Rod.
Omkring 120 landmænd skal levere gylle og energimajs til anlægget. Anlægget fungerer ved, at biomasse ved hjælp af bakterier omdannes til værdifuld gødning og miljøvenlig biogas. Biomassen kan eksempelvis være husdyrgødning og organiske restprodukter som affald fra fødevareindustrien. Gødningen leveres tilbage til landmændene, og biogassen sendes til et kraftvarmeanlæg, hvor den typisk forbrændes og herigennem bruges til at producere el og varme til det eksisterende el- og fjernvarmenet.
"Indtil nu har biogas været meget dyrere end vindmøller. Men ENVO lyder til at have knækket koden til at gøre tingene smartere, så de kan konkurrere på prisen. Det åbner store muligheder, når teknologien udvikler sig og nye biogasanlæg begynder at være konkurrencedygtige. Så kan det blive ligesom vindmøllerne, der i dag er billigere en kulkraft," siger Lotte Rod.