Byfest for Erling
Kanonfotografen på Roskilde Avis hyldet på 70 års-dagen
Da kanonfotograf Erling J. Pedersen fejrede sin 70 års fødselsdag på Roskilde Avis, udviklede det sig til en hel byfest, hvor over 500 mennesker kom forbi for at gratulere.
Siden han startede tilbage i 1978 på det daværende Roskilde Tidende og efter dets lukning i 1986 rykkede over på Roskilde Avis, har Erling fotograferet tusinder af roskildensere, både høj og lav ved alle anledninger.
Borgmester Joy Mogensen talte netop om alle disse billeder i sin lykønsknings-tale.
- Du har samlet byens historie, fordi alle dine billeder af begivenheder og mennesker har fanget så mange øjeblikke, som vi alle har brug for at huske. Derfor er din indsats så vigtig, og du fortjener stor anerkendelse for dit arbejde.
Som kvittering forærede Erling hende bagefter en kopi af det første billede, han havde taget, da en helt ung Joy netop var blevet valgt til formand for DSU-Roskilde.
Loyal og pålidelig
Redaktør Torben Kristensen, der startede på avisen sammen med Erling, takkede ham også for altid at være loyal og pålidelig.
- I 1986 tog du det billede af Henrik Christiansen på cykel foran AOF. Bagefter mente mange, at det gjorde ham til borgmester. For nogle år siden tog du Joy Mogensen, der nu er blevet borgmester. Så hvis nogen har de ambitioner, skal de bare henvende sig til Erling.
- En ny undersøgelse viser, at Roskilde Avis er klart den mest læste her i området. Det er i høj grad din fortjeneste med alle de gode billeder, der ofte fortæller meget mere end mange ord, forklarede han.
I sine unge dage var Erling J. en af landets bedste cykelryttere, og han er fortsat blandt de førende fotografer i denne sportsgren.
- Når der var opløb i et landevejsløb, stillede alle de andre fotografer sig altid bag Erling, for de vidste, at han stod det rigtige sted, fortalte den kendte cykelleder Henrik Elmgren, der også var taget til Roskilde i dagens anledning.