Ny supercykelsti er på vej til Vejle
Den er dyr og ikke nem at planlægge, men en ny cykelsti gennem Vejle er på vej
En tre kilometer lang supercykelsti fra Rosborg i Vest til Rødkilde i øst. Gennem Vejles midtby.
Sådan en er allerede ved at blive formet, blandt andet er man så småt i gang på Blegbanken, men det er et stort projekt, der ganske vist så småt er i gang, men som omvendt endnu ikke er faldet helt på plads. For nemt er det ikke at skabe en speciel cykelsti med fordele og forbedret sikkerhed til cyklisterne gennem midtbyen.
“Det skal være så sikkert som muligt at færdes i Vejle som cyklist, og det trænger i den grad til at noget gøres,” siger Søren Peschardt (S), der er udvalgsformand for Natur- og Miljøudvalget.
Så derfor er der fundet mange millioner til projektet, der i alt vil koste 32 millioner kroner. Staten står klar med knap ti millioner kroner, mens Vejle Kommune må dykke ned i lommerne og finde 22 millioner kroner.
LÆS OGSÅ: Rådhustorvet mod nye tider
Puslespil
De penge er fundet, og her hænger forskellige projekter sammen i et puslespil. Blandt andet skal kommunen også i gang med at skabe et nyt Rådhustorv, og supercykelstien skal tænkes ind i det projekt.
“Den endelige udformning af cykelstien er ikke faldet helt på plads, og vi skal samtænke i helhedsplanlægning. Eksempelvis ved Rådhustorvet, hvor vejen i forvejen er smal. Hvad der skal gøres der, er en af mange udfordringer. Borgerne er meget velkomne med gode foreslag omkring cykelstien,” siger Søren Peschardt .
Der vil med den nye supercykelsti være fokus er på sikkerhed, og cykelstien bliver udstyret med en række blandt andet cykelpumper, fodhvilere og vand.
Forventningen er, at cykelstien kan stå klar i 2017.