Fortsæt til indhold

Virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal bruge hinanden!

Arkiv
Af Julie Bruun / Direktør CP

Jeg er af en generation, der ikke tæller så mange. De kommende generationer bliver endnu mindre. Samtidig er der gang i mange brancher – eller i hvert fald i byggebranchen, som jeg kender til. Så regnestykket er ligetil: Det bliver sværere og sværere at finde kvalificeret arbejdskraft. Som arbejdsgiver ser jeg denne situation som en stor udfordring. Så hvad kan vi virksomheder gøre ved det? Og kan uddannelsesinstitutionerne gøre noget? Gennem CP ApS’ knap 30 år har filosofien været og er stadig, at vi skal bidrage til arbejdsmarkedet med at uddanne unge mennesker. Vi har uddannet mange, hvoraf nogle er blevet, mens andre er ‘rejst’ videre. Men jeg synes, det i den senere tid har været svært at finde og komme i kontakt med unge mennesker, der er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi kan se, at hvis tempoet i vores branche fortsætter, vil der før eller siden blive mangel på arbejdskraft inden for en række fag. Så én ting er, at vi gerne vil tage unge mennesker ind og uddanne dem. Noget andet er, hvordan vi får fat i dem. For nylig var vi ude på Roskilde Handelsskole, der havde arrangeret ‘speed-dating’ med mulige kandidater til vores elevstilling. Kort fortalt er konceptet: Handelsskolen deler vores elevopslag ud. Interesserede elever skriver sig op, hvorefter vi afsætter en halv dag til at møde dem. Mødet gav mulighed for med det samme at se hinanden i øjnene og mærke kemien. Det får ingen af parterne med en ansøgning og et cv, der sendes og modtages ‘uden ansigt’. Jeg synes på mange måder, det er et godt koncept, Handelsskolen tilbyder. Et koncept, vi helt sikkert gerne vil gøre brug af en anden gang og anbefale andre virksomheder. For denne type samarbejde mellem virksomhed og uddannelsesinstitution skaber en win-win-situation for begge parter. Jeg kan derfor kun håbe og ønske, at et koncept som dette bliver mere udbredt! Ud over speed-datingen på Handelsskolen afholdt vi tidligere på året et forløb med Erhvervsakademi Sjælland. De kontaktede os, fordi de ønskede en konkret virksomhed med konkrete problemstillinger til en case-opgave for deres studerende. I samarbejde med underviserne på erhvervsakademiet fik vi formuleret en række problemstillinger. Jeg holdt først en introduktion og siden en spørgetime for eleverne, som herefter kom med alverdens ideer til vores problemstillinger. Det var interessant at høre de studerendes syn på vores virksomhed – og til dels også skræmmende og irriterende. Men jeg fik mange gode input og tanker med hjem. Altså endnu et eksempel på, hvordan et samarbejde mellem virksomhed og uddannelsesinstitution kan skabe en win-win-situation for begge parter. Begge arrangementer har vi fået kendskab til ved, at uddannelsesinstitutionerne selv har kontaktet os. Jeg ved ikke, om det er en udbredt praksis, at uddannelsesinstitutionerne tager sådanne initiativer. Under alle omstændigheder synes jeg, det kunne være en idé, at uddannelsesinstitutionerne gjorde det til en fast praksis at invitere virksomheder til informationsarrangementer med jævne mellemrum, så virksomhederne kunne høre om mulighederne for samarbejde med de studerende. Omvendt kunne uddannelsesinstitutionerne deltage i erhvervsnetværksmøder i Roskilde for at høre om samarbejdsmuligheder. Eller noget helt tredje – bare samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv styrkes til gavn for begge parter, og at de forstår at bruge hinanden. Og vi er jo endda så heldige, at der er masser at tage af i Roskilde: Vi har både en stor vifte af virksomheder og et hav af uddannelsesinstitutioner. Så det er bare med at komme i gang! Vi har som sagt haft to rigtig gode oplevelser. For CP har samarbejdet været en mulighed for at eksponere vores virksomhed over for mulige fremtidige medarbejdere. For uddannelsesinstitutionernes vedkommende har de hjulpet nogle studerende videre fra skole til arbejde – eller om ikke andet banet vejen. Så der skal herfra lyde en opfordring til, at virksomhederne ‘udnytter’ de uddannelsesinstitutioner, vi har i Roskilde. Og den anden vej: At uddannelsesinstitutionerne ‘udnytter’ de lokale virksomheder og erhvervsnetværk. Rødt citat “Vi kan se, at hvis tempoet i vores branche fortsætter, vil der før eller siden blive mangel på arbejdskraft inden for en række fag. Så én ting er, at vi gerne vil tage unge mennesker ind og uddanne dem. Noget andet er, hvordan vi får fat i dem.”