“En tryg fødsel er ikke længere en selvfølge”

Forestil dig et sygehus. En fødestue. En fødsel er i gang. En snarlig far ser lige dele spændt og skræmt til, mens hans kone kæmper for endelig at blive mor.
Graviditeten er forløbet fint. Det burde fødslen egentlig også gøre, men pludselig opstår der komplikationer. Pludselig løber blodet. Der er meget blod. Gulvet bliver rødt. Ifølge retningslinjerne skulle der egentlig være to jordemødre til stede på fødestuen netop i tilfælde af, at en sådan situation kan opstå. Det er der ikke. For inde på fødestuen ved siden af, er en anden fødsel i gang. Her er også kun en jordemoder. Der sker for mange ting på en gang på fødegangen, til at jordemødrene har kapacitet til at overholde retningslinjerne.
Nu er blødningen blevet for voldsom, og beslutningen om akut kejsersnit er taget. Personalet ruller hastigt af sted med den udmattede mor, mens den kommende far står alene tilbage på fødestuen. Nu er faren ikke længere spændt. Kun skræmt.

Travlhed har konsekvenser

Den går ikke længere. Der er for travlt på de danske fødegange. For travlt til, at jordemødrene altid kan stå inde for trygheden for de fødende, der har brug for omsorg og ikke mindst sikkerhed for, at tingene forløber som de skal. I år skulle der ellers være løbet 35 millioner ind på regionernes konti øremærket netop fødeafdelingerne, men i de seneste budgetforhandlinger med regeringen er pengene tilbagerullet, og 70 millioner kroner årligt til at øge kapaciteten på fødegangene over de næste tre år, er ligeledes afløst af et stort nul.
Stine Storm og Lærke Haumann Christoffersen er begge tillidsrepræsentanter for jordemødrene på fødeafsnittet på Kolding Sygehus, men først og fremmest er de jordemødre på gulvet, der dagligt oplever, hvordan fagligheden løber af sporet, fordi der ganske enkelt ikke er tid til at løfte opgaverne. Derfor mener de, at det er på tide at råbe op for patienternes skyld.
“Der er ikke nogen, der skal have ondt af os jordemødre, fordi vi har travlt. Vi er vant til, at vi ikke får frokostpause, eller at vi skal holde os, fordi der ikke er tid til at gå på toilettet. Det er vi vant til, og vi har jo valgt et akut fag, fordi vi godt kan lide at have travlt, men man må bare forstå, at når der i andre fag bliver begået fejl på grund af overdreven travlhed, så kan man oftest lave det om. Vi arbejder med liv, og det kan man altså ikke lige gøre om. Det har konsekvenser, når vi ikke kan udføre vores arbejde ordentligt. Og det er jo den vi står med til dagligt. Vi er uddannet til at gøre folk så trygge som muligt, så det gør ondt inden i os, at vi bliver nødt til at råbe op, fordi det er ikke det vi er vant til, men folk har også krav på at vide, hvad det er for nogle vilkår, vi arbejder under,” siger Stine Storm.

Mere held end forstand

“Vores procedure hedder, at når barnet fødes, så skal der være to jordemødre. Det kan vi ikke altid, når der er travlt, for hende der skal være ekstra mand, hun er inde til en anden fødsel. Hvor der så heller ikke er to. Konsekvensen ved ikke at være to, hvis der sker noget akut, så går der mere tid, end der burde gøre. Hvis barnets puls falder, kvinden bløder ekstra meget. Det kan være barnet sidder forkert. Det skal bare gå rigtig hurtigt. Hvis barnets puls falder, eller der hurtigt skal tages beslutning om kejsersnit, så går der bare det ekstra tid, når vi ikke er to på stuen,” forklarer Stine Storm.
Men er det så trygt at føde på Kolding Sygehus?
“Det er det, men det bliver sværere og sværere for os at gøre det trygt. Vi ved, i kraft af vores faglighed, at det nogle gange er mere held end forstand, at det går godt. Det kan den almindelige borger ikke altid se. Det kan vi jo finde ud af at skjule, og det er noget af det, vi er gode til, men folk har også krav på at vide, at det nogle gange er mere held end forstand, fordi travlheden er blevet for uhensigtsmæssig,” fortæller hun.

Nervøs og ked af det

På fødestuen har faderen sat sig i en stol. Der er ikke andre på stuen. Han er bleg i ansigtet og kigger sig lidt fortvivlet omkring. Der går lang tid, inden jordemoderen endelig dukker op og fortæller ham, at kejsersnittet er forløbet efter planen, og både moderen og barnet har det godt. De smiler til hinanden. Faderen er stadig bleg, men puster lettet ud. Jordemoderen forlader stuen. Egentlig burde de to have snakket situationen igennem, for den kan sagtens være traumatiserende for en førstegangs-far, men der er ikke tid, for den næste fødsel er i gang på stuen ved siden af.
“Ordet travlhed har jeg det lidt svært med, for problemet er, at nu er det ikke travlhed længere. Nu er det skridtet længere. Nu er det uhensigtsmæssigt. Jeg har det ofte sådan, når jeg kører hjem fra vagt, at 'åh nej. Hvad har jeg nu glemt?' En fornemmelse af, at i dag, har jeg bare ikke kunnet gøre det godt nok. Jeg har oftere og oftere sådan en fornemmelse, at det har bare været en øv dag, fordi jeg synes, at jeg ikke har kunnet gøre mit arbejde godt nok. Jeg har ikke kunnet yde en ordentlig tryghed og den omsorg og det nærvær for de fødende, som de har krav på.” uddyber Lærke Haumann Christoffersen.
Hvad gør det ved jer, når I kommer hjem og ser jer i spejlet og kan se, at i dag har jeg bare ikke kunnet udføre min opgave godt nok?
“Helt personligt, så bliver jeg ked af det, og jeg får de der følelser af stress. Specielt inden jeg skal møde på vagt igen. Der bliver jeg nervøs for, hvad dagen i dag bringer. Bliver det værre i dag, end det var i går? Helt konkret kan jeg høre det på mange af os, når vi står i omklædningsrummet. Hvis man er heldig en sjælden gang at møde en kollega, der har fået lov at gå ti minutter før, så tænker man 'phyyy,, så er det ikke helt galt lige nu i hvert fald'. Så tænker jeg, at måske har vi rent faktisk tid til at se hinanden i dag. Måske har vi rent faktisk tid til den fødende i dag,” fortæller Lærke Haumann Christoffersen.

Med livet i hænderne

De nybagte forældre og deres nyfødte barn bliver rullet over i barselsafdelingen. De bliver altid indlagt, når fødslen sker ved kejsersnit. Det optimale er ellers, at forældrene sendes hjem så hurtigt som muligt efterfødslen. Ifølge Region Syddanmarks fødeplan er målet, at 50% af de fødende sendes hjem ambulant. Kolding Sygehus ligger på lidt over 30%. Det kræver naturligvis ekstra ressourcer, når patienterne skal indlægges.
“Når vi har travlt på fødeafdelingen, så bliver der jo travlt på barselsafdelingen, og der bliver overbelægning. Det kræver, at vi sender flere og flere hjem ambulant, men vi kan jo ikke med god samvittighed sende folk hjem, hvis de ikke er trygge ved det,” fastslår Lærke Haumann Christoffersen.
Hvordan afhjælper man det problem?
“Flere ansættelser. Vi står med liv i hænderne, vi har bare ikke hænder nok. Vi ved godt, hvad der skal til, og det er hænder. Det der er ved det, er at en rask kvinde, som skal have et rask barn, hun står ikke særligt højt på listen, når hun skal vurderes i forhold til andre patientgrupper. Det rigtig svært at votere for, at den raske skal have noget. Vi ved bare med vores faglighed, at hvis den raske kvinde og hendes raske barn skal blive ved med at være raske, så koster det altså noget. Får vi ikke flere midler, så har det konsekvenser. Omsorg koster penge, travlhed koster mere,” konstaterer Stine Storm.