Blandede musikalske bolscher på Tobakken
Så er der atter lahgt i ovnen til en broget musikalsk uge på Tobakken.
Onsdag kl. 20.00 går det løs med skotske Wolfstone, der er et folk/rockband, der efterhånden har mere end 25 år på bagen. Bandet har imidlertid ikke været så meget på vore breddegrader i de senere år, men det råder de nu bod på, når de kommer forbi Tobakken med deres fede folk.
Torsdag kl. 20.00 er det Barbara Moleko, der indtager Tobakkens scene. Barbara Moleko fik stor succes med debutalbummet ”Lykken Er…”, og spadserede direkte ind i danskernes dagligstuer med hendes medvirken i tv-programmet Toppen af Poppen. Med hendes nye album ”Bapsz” og med førstesinglen ”Gør Mig Lykkelig” har hun igen ramt hitlisterne. Ifølge arrangørerne er der en stor oplevelse i vente, når hun giver koncert på Tobakken for første gang.
Endelig gæster også Signe Svendsen Tobakken i denne uge. Hun har de seneste år turneret flittigt på landets spillesteder og tager nu ud på en eksklusiv efterårsturné med sit faste band og helt nye sange. Hun arbejder lige nu på sit 3. studiealbum og har allerede sendt singlen "Strejfer" ud til radioerne. En sang, der giver et klart billede af at den danske singer-songwriter konstant videreudvikler sin lyd og sit materiale. På denne tour vil hun og bandet bl.a. præsentere materiale fra det kommende album, der fortsætter hendes rejse i det rootsede, poppede og rockede musikalske univers. Lørdag kl. 21.00.