Piratwhist, keglebillard og minder fra slagteriet

Villy Svendsen tager køen i hånden, læner sig frem og indenfor et minut er hans score gået fra 6 point til ti point og helt op til tyve point.
Han spiller keglebillard sammen med Bryno Rasmussen og Jens Søgaard, og de tre mænd kender spillet. Og hinanden. Og deres fælles fortid. Til sammen har de over 160 års erfaring med at være slagteriarbejder på Tulip i Vejle, men det er mange år siden, de fik arbejdsdagen til at gå der.
Nu er de i stedet medlem af NNF Slagtergruppen Pensionist og Efterlønsgruppe. Der er 130 medlemmer, og de tre mænd ved billardbordet har været medlem af klubben i en del år efterhånden.
”Det er jo hygge og det sociale, der tæller her. Det er garanteret kvalitetstid, ” siger Bryno Rasmussen, inden han lader køens blå spids ramme lige i den røde ball.
Villy Svendsen er enig.
”Samværet og hyggen med tidligere kolleger er det vigtigste her,” siger han.
Og det med det sociale er ikke bare tomme skåltaler.
”På slagteriet i havnegade var der solidaritet, så det gjorde noget. Jeg ville ikke sige, at jeg savner mit arbejde, men Tulip i Havnegade var efter min mening byens bedste arbejdsplads. Sammenholdet var stort, og jo, vi tjente da også godt, og det betød selvfølgelig også meget, men alt i alt er der jo ingen, som bliver over 40 år på samme arbejdsplads, hvis ikke den var god,” siger Villy Svendsen.
LÆS OGSÅ: Fødevarefestival kommer til Vejle igen

Slagteriby

Vejle har i den nærmeste fortid været en stor, ja nærmest kæmpe, slagteriby, hvor både Tulips fabrik i Havnegade og baconsliceriet på Havnen samlet trak i tusindvis af medarbejdere til sig. Sådan er det ikke mere, men det betyder ikke det store her i lokalerne i Spinderigade, hvor efterløns- og pensionistklubben for slagtergruppen under fagforeningen NNF holder til.
Her er arbejdslivet skiftet ud med efterløn og pension. Den ældste medlem af gruppen er endda 95 år, så det er mange år siden, han svingede kniven.
Hos de keglebilliardspillende mænd kører spillet derudad i en vant gænge. Inde ved siden af er der gang i kortspillet. Her spilles piratwhist, og der er da tid til at hilse på journalisten, men ikke for længe, for det går stærkt.
”Jeg melder sol,” siger en, og det trumfes straks af den næste.
“Otte gode”.
Man er vant til at spillet går hurtigt, for på slagteriet var der ganske vist en del pauser i løbet af dagen, men pauserne var korte. Man havde derfor ikke tid til for megen snak eller tøven. Frem med kortene og spil. Og den vane slukker man jo ikke bare for. På slagteriet tjente man sine penge ved hårdt arbejde, så pauserne var ikke bare pauser. De var flødeskummet på arbejdsdagens til tider harske kage.
”Vi har gennem et langt arbejdsliv været vant til at arbejde sammen og holde pauser sammen. Og her holder vi så pausen sammen,” siger Harry Bentsen, der er formand for den halvstore klub.
Klubben er meget mere end kortspil og keglebillard. Hver anden uge møder snakkeklubben også op. Det er dem fra sliceriet. Og derudover er der trofast fællessang, hver gang man mødes. Man tager også på udflugter, holder julefrokost og den slags. Og snakker om gamle dage.
”Der bliver da nok fortalt en løgnhistorie eller to fra fortiden undervejs,” griner Villy.

Tiden ændret sig

Men selve arbejdslivet er lagt bag de fremmødte. Og det er helt ok. Tiderne har også ændret sig.
”Engang var det fællesskab fra inderst til yderst, forstået på den måde, at der var en rød tråd fra landmanden til slagteriarbejderen, hvor der var fælles fokus på, at være de bedste. Det betød også, at der var mange mennesker i alle led, men så begyndte man at forsøge at spare sig til succes. Da man begyndte med det, begyndte slagteribranchen også, i min verden, at skyde sig selv i foden,” siger Harry Bentsen.
Der er ingen, som skyder sig i foden herinde i det varme lokale, hvor kortene og billiardkøerne lægges for en stund. Det er tid til kaffe og kage. En slags pause i pausen.

“Vi har gennem et langt arbejdsliv været vant til at arbejde sammen og holde pauser sammen. Og her holder vi så pausen sammen”