Temadag om Georg Jensen på Koldinghus
Lørdag den 14. november klokken 10.30-14.00 på slottet
Folkeuniversitetet og Museet på Koldinghus inviterer lørdag den 14. november til temadag om en af de største danskere designere og sølvsmed nogensinde, Georg Jensen, som lige nu hyldes med en stor udstilling på Koldinghus. På temadagen kan man høre om det succesfulde designeventyr og om nogle af de toneangivende designere, som har været med til at påvirke virksomhedens udvikling.
Arrangementet finder sted i anledning af Koldinghus' store udstilling ”Georg Jensen. Et eventyr i dansk sølv”, der kan ses lige nu.
Udstillingen fejrer 150-året for hans fødsel og er en af de største udstillinger nogensinde med over 800 værker fra sølvsmedjen.
Georg Jensen startede sin virksomhed i 1904. Allerede 10 år efter åbningen var Georg Jensens naturinspirerede sølv kendt og eftertragtet langt uden for landets grænser. Successen fortsatte og sølvsmedjen har formået at udvikle sig igen og igen i skiftende tider med kriser og nybrud Tidligt begyndte Georg Jensen at knytte toneangivende designere til sin smedje og sådan har det været i de 111 år, som virksomheden har eksisteret i. En række af designerne har været toneangivende ikke kun for virksomheden, men også for den stilistiske udvikling i det 20 århundredes Danmark. Harald Nielsen og Sigvard Bernadotte var f.eks. med deres rene linjer med til at gennemtrumfe art deco og funktionalisme i Danmark efter 1. Verdenskrig.
Alt dette kan interesserede høre mere om på temadagen på Koldinghus lørdag den 14. november. Dels vil udstillingens kurator Monique Faber fortælle om en række af de indflydelsesrige designere, der har arbejdet i sølvsmedjen. Dels vil museets direktør Thomas C. Thulstrup fortælle historien om virksomhedens udvikling og desuden præsentere nogle af sine egne favoritter blandt de mange Georg Jensen-værker.
Prisen er 290 kr. Museumsklubbens medlemmer: 220 kr.
Prisen for arrangementet er inkl. entré til museet, tillægsbillet til udstillingen, forelæsninger og en sandwich til frokost.
Tilmelding: Folkeuniversitet i Odense.