Håndboldsjov for 450 børn
Lokale håndboldklubber vil vende medlemsnedgang
håndbold Antallet af håndboldspillere falder både på landsplan og i Sønderborg. Det skal der laves om på, og derfor tager 450 børn fra otte skoler til Skole-Street håndboldstævne Broager Sparekasse Skansen den 5. november. Stævnet, der afholdes for andet år i træk, arrangeres i et samarbejde mellem kommunens håndboldklubberne og folkeskoler - og er en del af Dansk Håndbold Forbunds projekt Knæk Kurven. Formålet er at få flere unge til at spille håndbold og dermed vende den negative udvikling med faldende medlemstal. "Vi ønsker at gå mod trenden og opnå en vækst i antallet af medlemmer i håndboldklubberne i kommunen. Men det kommer ikke af sig selv - men jeg er sikker på, at vi med dette håndboldstævne er med til vække interessen for denne fantastiske sport," siger Christina Wagner, aktivitetsformand i Vidar-Ulkebøl Håndbold og en af initiativtagerne. Ud over selve stævnet vil der være andre sjove aktiviteter som skud på mål, fartmåler og andre håndbold-relaterede udfordringer. Der er også mulighed for at møde ligaspillerne fra SønderjyskE, som også deltager aktivt i håndboldstævnet denne dag. Projektet vækker begejstring hos SønderjyskE: "Jeg er enormt glad for, at vores samarbejdsklubber i kommunen fortsat har fokus på at få vendt tilbagegangen i medlemstallet – det er bare så fedt. Det giver større mulighed for, at der også i fremtiden vil være lokale spillere på Sønderjyskes ligahold. Den lokale opbakning er jo enorm – og jeg tror på, at vi med de forskellige initiativer øger interessen blandt de unge mennesker for at spille håndbold. Det er virkelig dejligt at opleve, at håndboldforeningerne og kommunens folkeskoler går hånd-i-hånd i denne sag," siger cheftræner Morten Henriksen.