Vil gøre alt for at beholde datteren

Foto: Erling J. Pedersen
Med store, klare øjne og et smittende smil tumler Emma på knap et år rundt på gulvet mellem forældrene Sofie og Frederik Jensens ben.
Hun charmerer alle og enhver, der træder ind i stuen og hiver sig kluntet op ad stolebenene under spisebordet for at hilse på og lege.
De første måneder i den lille piges - og hendes forældres - liv har dog ikke været en dans på roser. Fra de første fem dage på fødegangen til starten i vuggestuen for nogle få måneder siden har familien haft Projekt A-holdet i deres treværelses lejlighed for at undgå en tvangsanbringelse af datteren.

Spyfluer på væggen

- Tidligt i graviditeten fik vi besked om, at vi risikerede at få vores datter tvangsanbragt. Det kunne vi bare ikke bære. Vi var så bange for at miste hende. Hvad skulle vi gøre uden hende? spørger Sofie Jensen på 23 år.
Hun havde som gravid mødt Suzzie Espanner fra Projekt A-holdet gennem et kursus på jobcenteret for unge uden uddannelse. Hun fik af kommunen lov til at lade Projekt A-holdet være med indover fødsel og barsel som kontaktpersoner. Allerede på fødegangen var der massiv opbakning til parret.
- De stod over os konstant. De var som hæmorider. De gik nærmest med én på toilettet, husker Frederik, der bakkes op af Sofie:
- De kaldte sig selv for fluer på væggen. Det var altså tale om nogle kæmpestore spyfluer i så fald, griner hun.

Amning og pusletid

Den massive opbakning betød, at det professionelle team flyttede helt ind i børneværelset. De stod op med forældrene om natten, når baby græd, hjalp i puslesituationen, var med til amning og lavede mad sammen i lejlighedens lille køkken.
- Det var da irriterende til tider. Super grænseoverskridende, at de hele tiden blandede sig og var der, når man gerne ville snakke personligt, men det var også rart. De hjalp os jo, når hun græd om natten og ikke var til at trøste, og de bekræftede os i, at vi gjorde tingene rigtigt, siger den stolte mor.
Sofie Jensen har selv været udsat for omsorgssvigt ad flere gange i barndommen og gik ud af skolen i 6. klasse. Emmas far kom ud af et ti år langt misbrug, da han mødte Sofie Jensen. Derfor havde ‘systemet' ikke megen tiltro til deres forældreevner.

Lige en tak til

At de hele tiden skal vise deres værd, gør, at forældreparret kaster sig over opgaven med endnu mere ildhu.
- Vi skal hele tiden bevise os selv og øve os, og det er så hårdt som menneske hele tiden at blive mødt med, at man lige skal gøre det en tand bedre, siger Sofie.
- Når vi bliver videofilmet af vores familiekonsulent, der tjekker op på, om vi ser vores datters behov før vores egne, er det lidt som om, vi skal opfinde den dybe tallerken igen og igen, siger Frederik.

Rytme og struktur

Med den massive mandsopdækning i bagagen har de dog en stålsat tro på, at de kan give lille Emma en bedre opvækst end deres egen.
- Vi har fundet en rytme i hverdagen, der fungerer og som har plads til hygge, spisning, badning og putning, siger Sofie.
Begge Emmas forældre er i gang med at tage uddannelser for at kunne skabe det bedst mulige liv for den lille pige.
- Hun skal ikke have kontanthjælpsforældre. Kontanthjælp er til nød. Vi skal uddannes og have jobs … og så skal hun have en lillesøster, siger Sofie.
- Nej, en bror, siger Frederik drillende.

En lykkelig familie

- Det er klart frygten sidder i os. Vi er bange for, at de vil komme og tage hende fra os. Det kan de jo gøre til enhver tid. Forhåbentlig kan vi slippe den en dag. Frygten. Indtil da arbejder vi bare på at skabe en rigtig god fremtid for hele familien, slutter de.
Emma roder glad rundt i en bunke bamser på gulvet. Hun gider ikke sove, når der sker alt muligt spændende, forklarer hendes mor og peger på, at man kan have nok så meget fokus på struktur i hverdagen, men det vigtigste er i virkeligheden, at datteren er glad og har det godt.

avk@roskildeavis.dk
(Sofie og Frederik Jensen er anonyme af hensyn til deres datter Emma. Familiens rigtige navne og bopæl er redaktionen bekendt, red.)