Iværksætterfrø skal sås i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne
UDDANNELSE: Med folkeskolereformen er innovation og entreprenørskab sat på skoleskemaet. Fra første klasse og op gennem ungdomsuddannelserne skal elverne lære at få ideer og handle på dem.
I disse uger hiver Køge Erhvervsservice en række børn og unge ud af deres vante rammer for at udfordre dem på iværksætteri og innovation.
Innovation og entreprenørskab har i en årrække været en del af undervisningen på ungdomsuddannelserne. Med sidste års folkeskolereform kom innovation og entreprenørskab også på skemaet i folkeskolerne.
Formålet er at klæde eleverne på til en selvstændig fremtid, hvor de har mod på at bidrage til innovation og starte egen virksomhed til fordel for dem selv, samfundet og fremtidens økonomiske vækst og udvikling. I den forbindelse har folkeskolerne og flere af ungdomsuddannelserne i Køge kommune inviteret Køge Erhvervsservice og International Business Køge til at afholde workshopforløb og seminarer.
Iværksætteri i øjenhøjde
Køge Erhvervsservice og International Business Køge bidrager løbende med aktiviteter, men her i efteråret har de særligt travlt med at afholde workshops og seminarer. Senest har de haft besøg af to 7. klasser fra Ellemarkskolen og afholdt seminar for to hold kommende håndværkere på EUC. Flere elever og studerende skal over de næste uger igennem lignende forløb og inspireres til nytænkning og iværksætteri.
Det er spændende at bruge vores viden og erfaring i en ny sammenhæng. Vi tager vores viden om iværksætteri med i mødet med eleverne og formidler den i øjenhøjde, så vi kan være med til at inspirere en kommende generation af iværksættere, fortæller Jes Pettersson konsulent fra Køge Erhvervsservice.
Mangfoldighed skaber udvikling
Som iværksætter handler det om at se muligheder alle steder og turde tage chancer. Hos Køge Erhvervsservice og International Business Køge håber de, at eleverne lærer at lægge frygten for fejl lidt på hylden, og at ideer kan omsættes til værdi. Det er nemlig vigtige grundsten for, at eleverne kommer ud på den anden side af skolesystemet med lysten til at tænke i nye retninger og blive iværksættere.
Man skal ikke være bange for at begå fejl, og selv de vildeste ideer kan rumme elementer, som man kan bygge videre på. Når vi får eleverne ud over den umiddelbare frygt for at fejle, er det ikke småt med idérigdom. Og elvernes mangfoldighed – både kompetencemæssigt og kulturelt – er en stor fordel, når de skal arbejde med innovation. Vi lærer dem at styre innovationsprocessen, hvilket vil sige at gå fra idé til produkt og omsætte det hele til en virksomhed, forklarer Maria Cecilie Pautsch Weischer projektleder for International Business Køge.
Eleverne fra Ellemarkskolen har da også lagt usikkerheden på hylden og fået forståelsen for værdien i deres ideer.
- Da vi hørte, at vi skulle på workshop om iværksætteri, lød det svært og meget voksent, men det var sjovt, og vi lærte meget. Vi lærte blandt andet, at man ikke skal være bange for at kaste sine ideer på bordet, selvom man synes, at de er lidt dumme, fortæller Sarah Normann Olsen fra 7. klasse.
- Ja, jeg blev positiv overrasket over, at det slet ikke var så svært – det var nede på jorden. Det var fedt at opleve, at det var så nemt at finde på ideer og videreudvikle på dem sammen og se, hvordan det kunne blive til en forretning, fortsætter Eva Elghazzi fra 7. klasse.
pm