Med bløde løg

Kære Lone.
Ja, sådan vil Shubidua jo synge om Lone, men jeg skal nok undlade at bryde ud i sang. Nu kender jeg en del dejlige kvinder med navnet Lone, men denne Lone jeg vil skrive om her, er en Lone, der har fodret mig af mange gange.
Ikke at hun sådan har stået med kartofler, brun sovs og medisterpølse, når jeg kom hjem fra arbejde, men hun har godt nok tit lavet en bøfsandwich eller en gadetøs (en lille burger) til mig. Eller måske serveret en pølse i svøb med brød og hele svineriet i form af løgketchup, remoulade og sennep.
Jovist, Lone ejer en pølsevogn, og det er den i Skolegade, og eftersom jeg er født og opvokset i Skolegade, er det jo et nærliggende sted for mig at kende. Nu skal det ikke være en reklame for stedet, men det skal være et skriv om, at vi måske alle har nogle steder og mennesker, der har fulgt en gennem livet. Uden at man kender dem nært, men som bare er der.
Personligt har jeg et specielt forhold til Petersmindehallen, thi min far var med i bestyrelsen hos Vejle Firma Sport, og når det blev vinter, sad far trofast hver mandag aften i dommertårnet i Petersmindehallen. Og jeg tog ofte med. Elskede den form for far/søn kvalitetstid, hvor vi så fodbold i hallen, og måske spiste varm mad i cafeteriet undervejs.
Jeg har også specielle minder fra Himmelpind, som jeg derfor godt kan finde på at besøge, bare for at hvile lidt i fortidens gode minder. Højdedraget i Trædballe er som sådan i sig selv speciel, men for mig er det også et sted, hvor vi unger kunne lege vilde lege, og om vinteren stod jeg stod endda på ski nedad de voldsomt stejle bakker. Eller kælkede.
Da jeg blev en ung mand, forkelskede jeg mig i Malene, der var en lyshåret skønhed fra Vestbyen, og hun arbejdede i pølsevognen i Skolegade, og ja, gæt selv hvor jeg ofte skulle forbi.
Det var så på det tidspunkt, jeg lærte Lone at kende. Hun havde lige overtaget pølsevognen fra Lilly og Jørgen, der havde drevet den i mange år, så Lone var ofte ligeledes til stede, og på den måde lærte vi selvfølgelig hinanden at kende.
Hun lærte mange fra Vestbyen at kende, og derfor er det sjovt at møde Lone den dag i dag. Hun har arbejdet i pølsevognen i 42 år, og har ejet den i knap 30 år, og da hun endda, ligesom jeg, har gået i Vestbyens Fritidscenter, så kender vi mange af de samme mennesker fra den gang.
Lone har lavet millionvis af bøfsandwich, og så mange har jeg nu ikke købt gennem tiderne, men nogen er det da blevet til. Jeg kigger da forbi i ny og næ.
Malene og jeg blev kærester, så mine besøg dengang for nu 25 år siden gav bonus, men hvor jeg meget sjældent møder Malene den i dag i dag, så møder jeg stadig Lone, og derfor mindes Lone og jeg sammen i ny og næ. Om de gamle veje og huse i Vestbyen, om de andre rødder derfra og så videre.
Sådan nogle mennesker, som man ikke kender særligt nær, men som man alligevel kender, kan være rare at have. Sådan kan det også være med steder. Himmelpind, ja sågar Petersmindehallen, ligner sig selv fra den gang, og vupti kommer minderne tilbage, når jeg kommer de steder.
Hvad med dig? Har du sådan et sted? Og har du sådan en Lone? Det har du nok.
Kære Lone, du kender mig. Du ved i hvert fald, jeg er til bøfsandwich med bløde løg eller en gadetøs. Og det er altid en god start på en god snak.