Emma og Sofie trak i arbejdstøjet
Operation Dagsværk bød på havearbejde hos Henning Møller
I en have på Lunddalvej i Erritsø står to 19-årige piger. Det er en halvkold formiddag i november, men pigerne, der går i 3.g på Middelfart Gymnasium, kan sagtens holde varmen. De arbejder sig til den.
“Jeg har skam arbejde nok til pigerne. De skal klippe buske og roser. Og brændestakken skal i tørvejr i carporten,” lyder det fra Henning Møller, der gennem Operation Dagsværk har hyret de to piger for 600 kroner.
“Min kone, Birgit, er med i SOS Børnebyernes lokalgruppe, og i en årrække har vi været faddere til en SOS Børneby, Ayacucho i Peru, som vi også har besøgt. Det er et dybt seriøst foretagende,” fastslår Henning Møller, der nu for første gang har involveret sig i Operation Dagsværk - som i år samler ind til SOS Børnebyernes projekt for unge i Somaliland.
“Jeg har haft en sygdomsperiode, som har sat mig ud af spillet i forhold til havearbejde. Så vi havde behov for hjælp. Og pigerne ude i haven - de går virkelig til den,” smiler Henning, der er tidligere skolelærer.
“Jeg synes godt om projektet. Det er jo ikke kun mig, der får noget ud af det. De unge i Somaliland får hjælp, og eleverne tilegner sig en viden, når de skal engagere sig i projektet. Jeg synes godt om, at man integrerer den slags i undervisningen,” siger Henning, der forsikrer, at han er en god arbejdsgiver.
På et havebord står der cola, og melder sulten sig, skal havefolket bare sige til...
Sofie og Emma
Gymnasieeleverne i Hennings have, Sofie og Emma Holmgaard, som i øvrigt er tvillinger, er vant til at tage fat.
“Vi bor på en gård med en stor have, hvor der er nok at rive i. Det her er et dejligt job - og det er en dejlig følelse at kunne hjælpe andre. Vi er så priviligerede i Danmark, så for os er det helt naturligt at give en hånd. Forhåbentlig kan den smule vi hjælper, gøre en stor forskel i Somaliland. Og vi hjælper jo også Henning, så det er dobbelt-bonus,” griner de to.
Kun seks elever ud af Sofie og Emmas klasse på 26 har valgt at deltage i Dagsværket.
“Jeg tror det hænger sammen med, at man selv skal gøre en indsats for at finde arbejde. Udbuddet er ikke så stort. Samtidig er der også mange, som synes det er hårdt at gå i gymnasiet - og så tager de en fridag. Men altså - det er kun fem timer, og det er faktisk Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne, der gør det hårde arbejde - forberedelserne, koordineringen, osv. Det er helt oplagt at støtte projektet.”