Butikskæden Normal rykker ind i Fredericias gamle Føtex
Butikken slår dørene op kort efter nytår
Nu er kontrakten for den første nye butik i Fredericias gamle Føtex-varehus underskrevet.
Det er kæden Normal, der rykker ind i lokalerne. Og det er ifølge kæden planen at åbne dørene for kunder til januar.
Normal har i forvejen 25 butikker rundt om i landet. Kædens koncept er at sælge mærke-dagligvarer til en pris, der ifølge kæden er 30-60 procent lavere end andre steder. De lave priser er mulige, fordi kæden indkøber varer i udlandet til en lavere pris end konkurrenterne, forklarer Normal på sin hjemmeside.
Ejeren af det gamle Føtex, Bent Jensen, glæder sig meget over aftalen.
“Det er super. Det er en kongeinteressant kæde og lige i Fredericias ånd at sælge gode varer billigt,” siger han til Lokalavisen Fredericia.
Bent Jensen oplyser, at der fortsat er stor interesse om lokalerne i det gamle Føtex. Han forventer snart at have kontrakt på resten af bygningens butiksdel, hvor det er planen at have i alt tre butikker.
Det gamle Føtex-varehus har stået tomt i over fem år, men ombygges netop nu til nye butikker og kommunale kontorer.