Fortsæt til indhold

Kongeligt samarbejde på Gram Slot

Gram Slot indleder samarbejde med Det Kongelige Teater

Arkiv
Arkiv

Et helt nyt samarbejde har set dagens lys. Samarbejdet mellem Det Kongelige Teater i øst og Gram Slot i sydvest. Det sker i en ny spektakulær ballet – Uropa – Asyl på Den Kongelige Ballet. En række asylansøgere indtager i 2016 Den Kongelige Ballets danselaboratorium, Corpus og laver sammen med teateret Sort/Hvid balletten Uropa – Asyl på Den Kongelige Ballet. Balletten kan ses d. 4. og 5. februar på Gram Slot. Balletten vises desuden også på Det Kongelige Teater i København og på Århus Teater.
”Samarbejdet med Det Kongelige Teater er en blåstempling af Gram Slot som væsentlig kulturbærer i det sønderjyske. Især den store Holstenske Lade egner sig godt til mange forskelligartede kulturelle oplevelser, og vi glæder os utrolig meget til at samarbejdet med Det Kongelige Teater og til at bruge de helt unikke rammer vi har til bl.a. ballet," fortæller Svend Brodersen, ejer af Gram Slot.
Balletten bliver på Gram Slot udvidet til ikke kun at være den visuelle oplevelse, men også til at være en kulinarisk tur rundt i verden. Undervejs i planlægningen blev idéen til at lave en middag med asylansøgere som værter og med mad fra deres hjemegn født, og kommer til at blive en del af konceptet for aftenens forestilling.
”Måltidet har altid og i alle egne af verden været forbundet med den gode snak. Den snak, hvor man mødes som menneske, og hvor dialogen opstår. Idéen er, at hvert middagsbord har 1-2 ”værter”, der er asylansøgere og som denne aften repræsenterer deres hjemland, men også Gram Slot. På den måde får vores gæster en unik mulighed for at få en anderledes oplevelse, og vi er også overbevist om at balletten efterfølgende vil blive oplevet mere intenst," supplerer Sanne Brodersen, der sammen med sin mand ejer Gram Slot.