Fortsæt til indhold

Kronprinsessen til DR-gallashow i Sønderborg

Den 27. november lægger Sønderborg atter scene til et storslået DR-show, når Ultra Galla lader startskuddet lyde i Skansen. Kronprinsesse Mary deltager i premieren

Arkiv
Arkiv

Når DR Ultra om tre uger ruller sit stort anlagt gallashow, D'Nice at være nice, ud over Danmark, så står premiereshowet i Sønderborg fredag 27. november i Broager Sparekasse Skansen. Her vil publikum kunne opleve en perlerække af kendte navne live, når Ultra-værterne Sofie Linde, Jacob Riising og Joakim Ingversen får følgeskab på scenen af blandt andre Wafande, Page Four, MGP-vinder Flora Ofelia, Bubber, Nikolaj Stokholm og Svenning.

Kronprinsesse kommer

Premieren i Sønderborg har fornemt besøg i form af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der vil overvære hele premieren og desuden optræde i et indslag i selve showet. Mary Fonden og Ultra Galla samarbejder nemlig igen i år ved denne gang at sætte fokus på ensomhed i det store Ultra Galla Show.
"Forhåbentlig kan vores samarbejde med DR Ultra sætte gang i en snak om, hvordan ensomheden føles, og hvad man kan gøre for at komme ud af ensomheden," siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
DR Ultra Galla er blot seneste skud på stammen af et mangeårigt samarbejde om stort anlagte DR-shows i Sønderborg, der tidligere har talt blandt andet Kronprinsparrets Priser, sidste års 1864-premiere og dette forårs Skolernes Sangdag. Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen er glad for dette samarbejde med DR.
"Vi er stolte af igen at huse en af DRs store satsninger, der oven i købet har så prominent besøg. Hele tiltaget ”D'Nice at være nice” er et stærkt budskab, som det er vigtigt, at vi alle er med til at sprede," siger Erik Lauritzen.

Danmarks bedste kammerat

Ultra Galla handler om at være "nice", hvilket Sofie Linde, Jacob Riising og Joakim Ingversen gør alt for at efterleve i det store show, der vil være spækket med musik, comedy og flotte priser. Med hjælp fra blandt andre Bubber, Nikolaj Stokholm og Svenning vil de kåre Danmarks bedste kammerat og hylde alle, der synes 'D' Nice at være Nice'.
Det bliver et festfyrværkeri for det gode kammeratskab, og børn og voksne kan glæde sig til at opleve Ultra Galla live i Sønderborg. Billetter kan købes på www.drbillet.dk.

FAKTA

Baggrund for Ultra Galla og 'D' Nice at være Nice':
DR Ultra sætter i efteråret fokus på venskaber, fordi det at have venner er et grundvilkår for børn og unges generelle trivsel og selvbillede.
Lidt over 6 procent af drengene og 10 procent af pigerne i alderen 13-15 år føler sig ofte eller meget ofte ensomme. Det er den højeste andel af ensomme unge siden 1988, ifølge Skolebørnsundersøgelsen 2014.
Hvis man føler sig overset og alene i hverdagen og ikke har nogen venner, kan en skoledag være rigtig lang at komme igennem.
"Mange unge synes, at det er flovt at være ensom, og derfor holder de det for sig selv. Derfor vil vi gerne sætte fokus på det tabu, det er "ikke at have venner", og vi vil gerne hjælpe børn og unge til at være åbne og udvise godt kammeratskab," siger Rebecca Pruzan, der er redaktør for Ultra Galla.
Som en del af 'D' Nice at være Nice' tager Jacob Riising og Nikolaj Stokholm på skoleturné, hvor de besøger skoler rundt omkring i landet for at opfordre børn til at være gode venner og opmærksomme på hinanden i klasserne. Forstillingen 'D" Nice at være Nice' er en del af skolekampagnen under Ultra Galla og er støttet af midler fra Ole Kirks Fond. Værtsparret besøger mellem 10 og 15 skoler i hele Danmark i uge 46.