Et udpluk af væsentlige bøger
På Biblioteket Sønderborg vil Jannik Lunn og Kåre V. Poulsen fredag den 20. november præsentere mange af årets nye bøger.
Det er fra kl. 9 til 12, hvor man kan få et subjektivt udpluk af væsentlige bøger fra indeværende sæson. Anbefalinger af bøger, man bør læse og advarsler om at spilde tid på ligegyldige udgivelser. Det er således en god måde at blive klædt på til den nye bogsæson.
Jannik Lunn og Kåre V. Poulsen vil præsentere lidt over 100 udgivelser af dansk - og udenlandsk skønlitteratur, krimier, biografier og udvalgte fagbøger. Den meget personlige gennemgang omhandler også tendenser og temaer i årets produktion og de enkelte titler set i lyset af det øvrige forfatterskab.
To kompetente herrer
Jannik Lunn begyndte i 1999 som journalist på branchebladet BogMarkedet, hvor han stadig fungerer som fast freelance-journalist. Han har også over 30 års erfaring fra diverse forlag. Har rejst land og rige rundt et par gange om året og solgt bøger til landets boghandlere.
Kåre V. Poulsen er cand. mag i litteraturvidenskab og visuel kommunikation. Redaktør på DR Kultur, hvor han siden 1999 har lavet kultur- og litteraturformidling.
Entréen er 100 kroner inkl. kaffe og brød. Billetter kan købes på biblioteket.sonderborg.dk, på bibliotekerne eller ved indgangen.