Fortsæt til indhold

DR sender debat om flygtninge fra Sønderborg

Borgere kan melde sig som publikum til DR-debataften om flygtninge i Sønderborg på søndag

Arkiv
Arkiv

Da Sønderborg er en af de byer, der tager imod flest flygtninge i Danmark, har Danmarks Radio (DR) udvalgt Sønderborg til en debataften. Det sker søndag aften, når DR sender direkte fra Sønderborghus fra kl. 21.15.
DR inviterer den lokale befolkning til at medvirke som publikum, fra debatten begynder kl. 20.30. Mødetid er kl. 19.30 til kaffe og kage.
Med i panelet er Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, og to medarbejdere, som til daglig har flygtninge tæt inde på livet. Det er Berit Arngrimson, som er kommunens koordinator af flerkulturelt arbejde i dagtilbud, og Michael Jacobsen, som er souschef på Dybbøl-Skolen med ansvar for bl.a. modtageklasser. Desuden deltager borgmesteren fra Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen.
I debatten deltager også erhvervsfolk og landspolitikere, heriblandt Inger Støjberg, Mette Frederiksen, Kristian Thulesen Dahl og Johanne Schmidt Nielsen.
Aftenens værter er Kåre Quist og Stephanie Surrugue.

Alle må ytre sig

Europa og Danmark står lige nu over for en ekstrem flygtningesituation, og derfor har DR valgt at sætte emnet ekstra i fokus i denne uge og næste uge – dækningen spænder fra dokumentarfilm til børneprogrammer.
I debatten på Sønderborghus vil alle have ret til at blive hørt, og vende holdninger, bekymringer og løsningsforslag.
Det bliver en debat, hvor alle har ret til at blive hørt, og hvor danskernes holdninger fylder mere end politikernes, lover DR.
Vil man gerne deltage som publikum, skal man tilmelde sig ved at sende en mail til skrn@dr.dk.