Ny app formidler småjobs
Tre unge mænd har udviklet app’en Ploir, der gratis formidler småjobs mellem mennesker
På et kontor i Udviklingspark Aabenraa sidder tre unge iværksættere og udvikler på idéer sammen. En af idéerne er nu klar til blive bredt ud. Det er en app til formidling af småjobs, og den har fået navnet 'Ploir'.
Inden de kom så langt, har Thomas Herd (17), Mikkel Denker (17) og Mads Schmidt (14) brugt rigtig mange timer efter skole sammen i lånekontoret på Bjerggade. Og det er ikke slut, for der forestår endnu et arbejde med at få app'en kendt og udbredt.
“Vi satser i første omgang på Aabenraa og omegn, men i princippet er den klar til at blive brugt i hele Danmark,” fortæller Mikkel Denker.
Brug for hjælp
”Idéen er, at mange sikkert har brug for hjælp til småting som for eksempel at slå græs eller gå en tur med hunden, og vi besluttede derfor at skabe en platform, hvor folk kan finde hinanden til disse småjobs,” forklarer han.
Men hvorfor 'Ploir'?
“Det skulle være et navn, som man vil lægge mærke og derfor huske, netop fordi det er lidt underligt. Det kommer faktisk af det franske 'emploi', der betyder job eller beskæftigelse. Så fjernede vi bare 'em' og satte et 'r' på til sidst,” smiler Mikkel Denker.
Ploir-drengene har i første omgang mest haft unge i alderen 13-20 og ældre på 55+ i kikkerten.
“Men med den nyeste udvikling af flygtningestrømme i Europa, kunne målgruppen også omfatte asylansøgere, som sikkert hellere vil ud at lave noget, frem for at sidde og trille tommelfingre på et asylcenter,” siger Mads Schmidt.
Nu er den store udfordring at få udbredt kendskabet til den nye app. Noget af det, man kan slå på, er, at den er gratis at benytte. For de tre iværksættere ligger fortjensten i den lille reklame, der er plads til nederst på siden.
Den nyudviklede formidlings-platform findes i øvrigt både som app og i et web-format.