Her er Sønderborgs nye ungdomsråd
Nyt råd skal styrke ungdomskulturen i Sønderborg
politik Sønderborg Kommune har netop fået et nyt ungdomsråd, der består af lokale unge i alderen 15-29 år.
Ungdomsrådet skal arbejde med projekter og events, som styrker kulturlivet for unge og giver unge lyst til at deltage i demokratiet.
Det nye råd udgøres af:
- Formand: Renata Palivonaite, 20 år og studerende på ErhvervsAkademi Sydvest, EASV. Renata kom til Danmark fra Litauen for at studere i 2014.
- Næstformand: Michael Seelk, 19 år og med job i et call center.
- Kasserer: Patrick Holst, studerende på Business College Syd.
- Øvrige medlemmer: Alexander Jacobsen, elev på Sønderborg Statsskole; Anna Rebien Lund, elev på Sønderborg Statsskole; Sebastian Jonas, elev på Gråsten Landbrugsskole, Martin Fog Eckhaus, i job; og Ina Zentner, Syddansk Universitet.
Mødes med borgmester
Det er byrådet, der har bestemt, at der skal nedsættes et ungdområd, og ungdomsrådets medlemmer skal snart mødes med borgmester Erik Lauritzen.
"Det glæder medlemmerne sig meget til - især Renata. Hun synes, det er fedt, at sådan et møde er muligt, og at det er borgmesteren selv der opfordrer til det. Det er nemlig ikke i alle lande, at det er så ligetil," fortæller Lykke Farre.
De unge skal selv afgøre, hvad de vil sætte i værk, men det kan være ungdomsfestivaler, valgdebatter og aktiviteter, der får flere til at engagere i demokratiet.
Rådet får et budget på 10.000 kroner.
Ungdomsrådets arbejde kan følges på Facebook.com/sonderborgungdomsraad