Fantastisk god sæson for Givskud Zoo
Givskud Zoo fik i år det næsthøjeste besøgstal i 40 år
2015 blev et, på mange områder, minderigt år for Givskud ZOO.
Det var det år, hvor alfahannen over dem alle, hangorillaen Samson, døde. Han blev dog også 45 år, så han var en, i den verden, ældre herre.
Og hvor der er død, er der også liv. De to kæmpeoddere fik i 2015 unger, hvilket er lidt af en sensation.
Det var også året, hvor 25 dinosaurer blev stillet op i foråret. De har fuld størrelse, og de har stor tiltrækningskraft.
”De 25 dinosaurer har været et kæmpe trækplaster, og gæsterne har taget rigtig godt imod udstillingen. Både børn og voksne har været fascineret af de store fortidsdyr,” fortæller direktør Richard Østerballe.
Dinosaurudstillingen rummer både mekaniske og statiske dinosaurer - alle i størrelsesforholdet 1:1. Der er også en særlig dinolejr, hvor store og små kan afprøve deres evner som palæontologer. Som følge af den store dinosaur-succes har Givskud Zoo valgt at gøre udstillingen permanent, og udvider til sæson 2016 med over 15 nye dinosaurer og helt nye aktiviteter i området.
Knap 400.000
Og så blev 2015 et år, hvor besøgstallet også var ved at ramme skyerne. Sæson 2015 bliver, ifølge en pressemeddelelse, kun overgået i besøg af år 2000, hvor gorillaanlægget åbnede. Det forventede besøgstal bliver cirka 393.000 gæster.
”I vores samarbejde i Legoland Billund Resort har vi sammen med Legoland, Lalandia og otte kommuner lavet kampagner på otte markeder i Europa. Det har forventeligt givet flere udenlandske gæster i parken. Hertil kommer, at vi har været begunstiget med godt zoo-vejr i hele sæsonen. Et år med et varmt forår, en kølig sommer og lunt efterår trækker gæster til zoo,” siger Richard Østerballe.
Stadig åbent
Selvom parken officielt er lukket for gæster, er sæson 2015 ikke slut endnu. Givskud Zoo er stadig åben for grupper, skoler og julefrokostarrangementer. Parken slår officielt dørene op 24. marts 2016. Derudover holder Givskud Zoo åbent i vinterferien 15. – 19. februar 2016.