Fortsæt til indhold

“Storken” laver om på barselstuer

Samling af barselstuer skal give bedre sparring på fødegangen

Arkiv
Simon Carlson

fødsler “Storken” er Kolding Sygehus' patienthotel for barselkvinder, hvor det nyfødte barn har lidt ekstra behov for hjælp til at få en god start i livet.
Her har der tidligere været 11 barselstuer til rådighed for nybagte mødre, barnet og faderen, hvor de kunne blive indlogeret, hvis der var behov for, at de skulle være på sygehuset længere end 24 timer. I øjeblikket er gynækologisk - obstetrisk afdeling imidlertid i gang med en omstrukturering, der mindsker antallet af barselsstuer på “Storken”.
Fremover er der således kun seks barselstuer til rådighed, mens de resterende laves om til andre formål.
“Tre stuer bliver lavet om til korttidsbarsel, for dem der ikke har behov for at være her mere end 24 timer. De sidste to bliver ambulante stuer, hvor der er tilbud om at man kan få taget hælblodprøver og hørescreening to-tre dage efter fødslen,” forklarer oversygeplejerske på gynækologisk-obstetrisk afdeling Sidse Petersen.

Bedre sparring

Hun forsikrer dog, at der ikke bliver tale om, at der pludselig bliver akut mangel på plads for dem, der har behovet for en længere indlæggelse.
På barselafsnittet bliver der i stedet åbnet for at bruge flere stuer til langtidsbarsel.
“Det bliver en omlægning af faciliteterne, så der er selvfølgelig stadig mulighed for at blive indlagt, hvis der er behov for det. Vi har gode faciliteter til det, og det synes jeg altid, vi har haft. Vi har naturligvis tilpasset antallet af stuer efter det antal af fødende, vi har. I modsætning til mange andre steder i landet har vi ret konstante fødselstal. Sidste år havde vi 3200 fødsler, og der lander vi også cirka i år, så der skal naturligvis være plads til dem,” siger Sidse Petersen, der fortæller, at omlægningen også har et rent praktisk formål for de nybagte forældre, der skal ind og have lavet de første tjek af barnet et par dage efter fødslen.
“Barselklinikken ligger ved jordemoderkonsultationen helt nede ved Comwell. Vi ville gerne forsøge at samle flere ting oppe ved fødeafdelingen, så forældrene møder mere genkendelighed, når de kommer her igen første gang. Samtidig kan vi også bruge hinandens sparring bedre på denne måde,” siger Sidse Petersen.
Omlægningen af “Storken” gik i gang i løbet af oktober, hvor barselklinikken blev flyttet.

“Der er selvfølgelig stadig mulighed for at blive indlagt, hvis der er behov for det”