Fortsæt til indhold

Nyt klistermærke til genbrugsspanden

DIN Forsyning sender i denne uge et nyt klistermærke ud til alle kunder med en todelt genbrugsspand. Klistermærket er designet ud fra input fra kunderne

Arkiv
Arkiv

Onsdag i denne uge landede der et brev i postkassen hos de omkring 20.000 kunder, som har en todelt genbrugsspand. I brevet er et nyt klistermærke til låget, og det er kommet til verden ud fra de resultater, der er kommet via tilfredsundersøgelsen, fortæller Svend Clausen, der er AffaldGenbrugschef hos DIN Forsyning, i en pressemeddelelse.

I foråret 2015 gennemførte DIN Forsyning en stor undersøgelse af den todelte genbrugs-spand, og her blev der kigget ekstra på indholdet i omkring 1.500 spande og 500 kunder blev interviewet. Det er fra den undersøgelse, man nu har designet det nye klistermærke.

DIN Forsyning indsamler i gennemsnit 176 kg affald fra hver genbrugsspand om året, og der er faktisk kun en fejlprocent på 2,15 procent, hvilket er næsten perfekt ifølge Svend Clausen.

"Det er rigtig dejligt at se, at genbrugsspandene bliver brugt. At nogle har svært ved at sortere er forståeligt, og det er jo også derfor, at vi har medarbejdere til at hjælpe på genbrugspladserne. Så jeg synes faktisk, at en så lille procent næsten er perfekt."

Porcelæn ødelægger ’glasbilledet’

Porcelæn og keramik er faktisk den eneste ting, der ødelægger den ellers gode statistik og humøret hos Svend Clausen.

Vi har fundet porcelæn i glasfraktionerne og der hører det slet ikke hjemme," siger Svend Clausen, som dog forstår kundernes tankegang:

"Kunderne tænker sikkert, at når glas kan komme i, så kan en kop også. Udfordringen er, at den ene kop kan ødelægge mange tons genbrugsglas. Problemet er, at når glas genbruges, bliver det varmet op til smeltepunktet, men porcelæn bliver bare hårdt ved høje temperaturer. Så ender der med at komme små sten fra porcelænet i de nye glasflasker, og det vil kunderne ikke købe. Så må glasfabrikken smide glasset ud, og vi ender med at skulle betale en højere behandlingspris for glasset."

Preben Olesen, der er bestyrelsesformand for Varde-selskaberne i DIN Forsyning, er også glad for, at undersøgelsen nu har resulteret i blandt andet et nyt klistermærke.

"Det var en stor undersøgelse, og det har givet rigtig mange ting, som vi tager med videre. Klistermærket er nok det mest konkrete, som kunderne ser. Kunderne er rigtig gode til at sortere, men jeg håber, at det nye klistermærke er med til, at kunderne kan sortere endnu bedre i deres genbrugspande."