Kræftramte kvinder lades i stikken med kringlet information
For kvinder, der har fået fjernet et bryst eller en knude handler det om tryghed, når de skal finde deres nye brystprotese.
- Mine kræftramte kunder kommer fortvivlede til mig, fordi de tror, at de ikke længere kan få hjælp til brystproteser og bh'er i Roskilde, ligesom de kunne før, fortæller indehaver af Id Lingeri Mette Hülz.
Årsagen er, at kvinderne for få dage siden fik et brev ind ad brevsprækken, hvori der ved første øjekast stod, at de i de kommende fire år skal til enten Sorø, Holbæk, Kalundborg, Næstved eller Slagelse for at få fat i proteser og bh'er til de fjernede eller knuderamte bryster.
Hvis kvinderne vil købe udstyret lokalt, kræves det, at de skal igennem en længere ansøgningsprocedure, står der i brevet.
Bryster i Roskilde
- Det passer slet ikke. Kvinderne kan bare komme med deres bevilling til enten Sahva Klinik eller min butik, så kan de få delene, siger Mette Hülz og fortsætter:
- Jeg synes, det er synd, at kvinder, der i forvejen har en sygdom at kæmpe med, bliver fejlinformeret, så de tror, de står overfor endnu et uoverkommeligt problem.
Mette Hülz forklarer, at problemerne er, at det er besværligt for kvinderne, når de tror, de skal længere væk end de egentlig skal. Samtidig handler det at skulle have en brystprotese også om tryghed.
- Jeg kan heller ikke forstå, at Roskilde Kommune sender kunderne ud af byen, når de kan handle her. Det kan da aldrig være godt for handelen, siger Mette Hülz.