Domapotek til Hyrdehøj
Ny apoteker åbner filial i det vestlige Roskilde og i Tåstrup
Roskilde Dom Apotek åbner torsdag den 12. november en filial i Hyrdehøj Centret, så borgerne i denne del af byen får lettere adgang til medicin. Apoteker Mads Korsholm overtog 1. Juli apoteket ved Hestetorvet efter den mangeårige ejer Paul Bundgaard, og samme dag trådte en ny lov i kraft, så han nu kan åbne op til syv filialer indenfor en radius af 75 km. - Lige siden min tiltrædelse har jeg arbejdet på at få en filial i Hyrdehøj, hvor der efter min vurdering er det største behov er i Roskilde. Derved lever vi op til både Sundhedsstyrelsens, Apotekerforeningens og borgernes ønske om, at apotekerne skal sikre befolkningen i de lokale områder bedre og nemmere adgang til medicin. - Jeg er meget tilfreds med, at planen om at åbne Hyrdehøj Apotek endelig realiseres.
Nye og kendte ansigter
Apoteket i Hyrdehøj er på 300 kvadratmeter, hvoraf de ca. 210 af disse er kunderum. Det bliver topmoderne med interiør fra Norge samt den nyeste teknologi. Bl.a. en robot, der lynhurtigt kan finde den rigtige medicin på hylder. - Blandt de ansatte er der både kendte ansigter fra Algade og nye folk, og de vil videreføre og udvikle den gode service fra hovedapoteket. Jeg mener, mottoet 'Sundhed og Service' er den rigtige vej frem, hvilket kræver kvalitet i arbejdet og fokus på kunderne. De forventer det, og med den nye apotekerlov er konkurrencen blevet større, så vi skal sørge for en god service. Udover Hyrdehøj åbner apoteker Mads Korsholm yderligere to nye filialer: Den første på Taastrup Torv ligeledes i november, og den anden i City2 centret til foråret.