Havudsigten tiltrækker mange potentielle boligkøbere
Danbolig Køge melder om stor interesse for ejerlejlighedskomplekset Havblik, som ventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2017.
BOLIG: Stå op til den smukke udsigt over Køge Bugt hver morgen og bo samtidig inden for gåafstand til Køge bymidte. Det er tilbuddet til dem, der overvejer at købe lejlighed i ejerlejlighedskomplekset Havblik, som i løbet af de kommende to år vil skyde op lige syd for Køge havn ved Søndre Strand.
Forhåndsinteressen for de i alt 66 lejligheder i Havblik er stor at dømme efter de velbesøgte åbent hus-arrangementer, som Danbolig Køge, der står for salget af lejlighederne, holder hver søndag. En anden god målestok for den store interesse er, at omkring 25 procent af lejlighederne allerede nu er solgt eller reserveret.
- Det er rigtig fint på dette tidlige tidspunkt, og vi har stor interesse for vores åbent hus-arrangementer, så vi er meget tilfredse, siger ejendomsmægler Katrine Schou fra Danbolig Køge.
Hun er ikke i tvivl om, at den fremragende beliggenhed er en væsentlig del af årsagen til den store interesse.
- Køge har tidligere stort set ikke haft boliger med havudsigt, og det trækker helt klar at kunne bo ved centrum og stadig have natur og havudsigt, forklarer hun.
Danbolig Køge har etableret en platform for at illustrere udsigten fra stueetagen af byggeriet, og den viser tydeligt, at der selv fra de lavest beliggende lejligheder bliver en fin udsigt over Køge Bugt.
Lejlighederne spænder i størrelse lige fra 67 til 154 kvadratmeter, mens priserne ligger fra små to millioner kroner til omkring 6,5 millioner.
Ifølge Katrine Schou appellerer byggeriet meget bredt. Interesserede kommer både fra Køgeområdet og udefra, og aldersmæssigt spænder køberne lige fra 30'erne til 80'erne. Køberne kan se frem til at kunne flytte ind i deres nye lejligheder i fjerde kvartal 2017.
Der er åbent hus ved Havblik hver søndag klokken 13.00-14.30. Se mere på www.havblik.nu.