Varde nomineret til Ungdomskommunepris
Kommunen er med i opløbet om DUFs Ungdomskommunepris, der belønner kommuner, som gør en ekstraordinær indsats
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd uddeler hvert år Ungdomskommuneprisen, der er en kåring af Danmarks bedste kommune for unge. Varde Kommune er i år nomineret til prisen.
Ungdomskommuneprisen har til formål at belønne kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår – blandt andet ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
Ny ungepolitik og skatebowl
I indstillingen af Varde fremhæves kommunens samarbejde med de unge om udviklingen af en ny ungepolitik. Ungepolitikken har klare mål for de unges vilkår inden for fem områder; Demokrati & Netværk; Uddannelse & Job; Sundhed & Trivsel og Inklusion & Relationer og indeholder konkrete forslag til at omsætte målene til virkelighed.
I indstillingen kan man også læse, at en skatebowl i flere år har stået øverst på ønskelisten hos de unge skatere i Varde. I september 2015 åbnede den nye skatebowl, der er blevet opført som en del af KulturSpinderiet. I udviklingen af designet af bowlen har unge fra Vardes skatermiljø været inddraget. Skatebowlen ligger ved siden af Ungehuset og er en naturlig del af ungdomsmiljøet.
Bowlen er meget besøgt, og mellem 75 og 150 mennesker bruger den dagligt afhængigt af vejret.
Endelig har Varde Kommune oprettet en særlig kulturpulje for unge, der giver tilskud til kulturprojekter for og af de unge selv. Puljen har en hurtig sagsbehandling på blot 14 dage, fra ansøgningen er modtaget. Puljen har blandt andet støttet projektet Momlake Produktions ”Ungt Hjerte”, hvor en gruppe på 15 unge i alderen 18-25 år ønskede at producere deres egen kortfilm. Projektet modtog 15.000 kr. i støtte fra puljen.