Glimrende, Vejle
Det er helt OK, at Vejle ikke længere vil vente på Skats inddrivelse af gæld, mener ministeren
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kan godt forstå, at Vejle Kommune nu selv vil til at inddrive borgernes gæld.
Som det kan læses her på siden mener kommunen ikke, at Skat formår at hente borgernes milliongæld til kommunen hjem. Så nu går kommunen selv i gang. Og det er helt ok, mener skatteministeren.
”Jeg synes, det er glimrende, at man ude i kommunerne finder endnu flere løsninger, der trækker i den rigtige retning – eksempelvis frivillige afdragsordninger,” skriver Karsten Lauritzen i en mail til Lokalavisen Vejle.
Han forstår til gengæld ikke kommunens frygt for, at millionerne ellers ville være tabt for evigt.
“Regeringen har netop fremsat et lovforslag, der skal sætter forældelsen af gældsposter på hold, sådan at blandt andet kommunerne kan få deres penge tilbage, når inddrivelsen kommer ordentligt op at køre igen. Derfor er det ikke sådan, at alle pengene til velfærd bare er 'tabt'. Men vi må erkende, at det tager noget længere tid at få dem hentet ind igen,” skriver han.
Både borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) og viceborgmester Søren Peschardt (S) ønsker skatteinddrivelsen lagt tilbage til kommunerne efter ti års ueffektiv indsats i Skat.
Også det synspunkt har ministeren forståelse for.
”I så fald skal loven først laves om. Men som jeg hele tiden har sagt, er jeg åben over for at drøfte det med Kommunernes Landsforening.”
Kommunerne beskyldes ofte for at klage over økonomien for at positionere sig taktisk til større bloktilskud. Men Karsten Lauritzen tror ikke, at det er det, der sker her.
”Jeg kan godt forstå, at kommunerne oplever nogle reelle problemer som følge af nedlukningen af EFI (mislykket it-projekt hos Skat). Dem tager jeg naturligvis alvorligt.”