Seks lokale modtagere af fondsmidler
Den Nordslesvigske Kvindeforenings Fond har uddelt fondsmidler for 7. gang. Der blev i alt uddelt 360.000 kroner til 22 forskellige modtagere. Seks af dem er fra Sønderborg området.
Temaet for dette års uddeling var 'Aktiviteter der giver livsglæde for sårbare børn og unge', og her fra området har Sønderborg Kvinde- & Krisecenter modtaget 30.000 kroner, Kræftens Bekæmpelse Sønderborg 20.000 kroner, Ventilen, Sønderborg 5.000 kroner, Landsforeningen for spiseforstyrrelser, Sønderborg 20.000 kroner, Ungdommens Røde Kors, Broager, 10.000 kroner og ADHD foreningen, Sønderborg 20.000 kroner.
Den Nordslesvigske Kvindeforenings Fond er dannet af de penge, foreningen fik ind ved salg af Rømø Kur og Rekreation og Rønshoved Skolehjem. Fondens formål er at støtte almenvelgørende formål herunder aktiviteter og projekter for børn, unge og ældre mennesker i det tidligere Sønderjyllands Amt.