Flere hænder til børneområdet i Fredericia
Fredericia Kommune ansætter ni inklusionspædagoger til skolerne og 21 nye pædagoger og medhjælpere til daginstitutionerne
Som en af de eneste kommuner i landet prioriterer Fredericia Kommune flere hænder til børneområdet i 2016. Et enigt byråd har i budgettet afsat 3,6 millioner kroner til inklusionspædagoger i indskolingen og otte millioner kroner til ekstra hænder i daginstitutionerne. Nu bliver stillingerne slået op, så løftet kan få fuld effekt allerede fra januar 2016.
”Børnene er vores vigtigste ressource. Derfor har det været vigtigt for hele byrådet at kunne give et velfærdsløft til området”, udtaler formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Susanne Eilersen i en pressemeddelelse.
Der ansættes ni inklusionspædagoger, som skal arbejde i skolernes indskolinger. De skal arbejde sammen med lærerteamet om at give børnene den bedst mulige skolestart.
I skolestarten sker der meget med børnene både i forhold til motivation, tænkning og den sociale udvikling, og det har stor betydning, at de trives og hurtigt falder ind i skolernes fællesskaber og får gode klassekammerater. Derfor giver det god mening at styrke indsatsen lige netop der, hvor børnehaverne slipper barnet, og skolerne modtager det.
”Vi skal skabe et læringsmiljø for de nye elever, der er præget af høj grad af tryghed, struktur og forudsigelighed, og vi skal kunne sætte ind tidligt, hvis barnet er i problemer. Alle skal inkluderes i fællesskabet, og det bliver en af de opgaver, som de nye inklusionspædagoger skal være med til at løse,” forklarer Susanne Eilersen.
Høj kvalitet i dagtilbud
På daginstitutionsområdet bliver der mulighed for at ansætte 21 nye pædagoger og medhjælpere, hvilket vil give et mærkbart løft til området. Forskning viser, at kvaliteten af dagtilbud har betydning for, hvordan børn klarer sig, når de bliver unge og skal afslutte folkeskolen og senere bliver voksne.
”Kvalitet er meget andet end normering, men antallet af voksne har selvfølgelig en betydning for den opmærksomhed og de aktiviteter, vi kan tilbyde børnene. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i Fredericia – som en af de eneste kommuner i landet – vælger at øge antallet af varme hænder på området”, fortæller Susanne Eilersen.
De otte millioner kroner vil blive fordelt mellem institutionerne efter børnetal.