Vi forstyrrer - og får styr på det
Hospitalsklovnene Ludo og Zippo er normalt de besøgende på Roskilde Sygehus, hvor de hver uge gøgler, synger og leger med de indlagte på børneafdelingen, men onsdag fik de selv gæster.
Både foreningen Fjordens Helse og filialdirektøren i Nordea Roskilde slog et smut forbi sygehuset for at donere penge til flere klovnerier på de ellers så sterile hospitalsgange.
Nærværende gøglerier
- Er I klar over, hvor mange flødeboller man kan få for de penge, grinede Zippo lystigt, mens Ludo vendte og drejede det store pap-dankort mellem hænderne.
Otte behandlere fra foreningen Fjordens Helse besøgte onsdag morgen børneafdelingen på Roskilde Sygehus for at aflevere de 5.000 kroner, de havde samlet ind ved årets messe i september. Foreningen tæller i alt cirka 20 behandlere fra zoneterapeuter over healere til akupunktører.
- Det rum hospitalsklovnene skaber. Dér, hvor børnene glemmer alt om sygdom. Det er det nærvær, vi gerne vil støtte op om, siger Helle Clark om, hvorfor foreningen for andet år i træk tropper op på børneafdelingen.
Barn i fokus
Men hvad er det egentlig klovnene laver på hospitalets lange gange?
- Vi forstyrrer! Griner Ludo og Zippo:
- Vi forstyrrer - og får styr på tingene.
En stor del af arbejdsdagen handler de meget impulsivt. De dukker op på operationsstuer såvel som til undersøgelser og tager udgangspunkt i det, de oplever.
Spøg til side betyder donationerne alverden for de to klovne, der har besøgt Roskilde Sygehus i 11 og 2 år.
- Vi er blevet en del af møblementet, men vi ved aldrig, hvad dagen bringer. Vi er nødt til at være spontane og impulsive og handle på dét, vi ser. På den måde kan vi vende en ellers traumatiserende oplevelse til noget godt, siger Ludo, der blev uddannet i 2004.
Hun bryder ud i sang og blæser sæbebobler, og børnene stimler omkring hende i en mellemgang.
- Er barnet ked af det, jamen så er klovnen måske også ked af det. Hospitalsklovnens fokus er på barnet og dets følelser – og at hjælpe dem gennem en svær tid, tilføjer Zippo, der for tre år siden kastede sig over tilværelsen som klovn.
Smilende indlagte
Det er ikke så tit, at filialdirektør Helle Schlosser fra Nordea i Roskilde hilser på en klovn, men også hun kiggede forbi Roskilde Sygehus. Med sig havde hun en check på 75.000 kroner til arbejdet med de syge børn.
- Jeg er glad for, at det lokale bankråd og Nordea-fonden kan være med til at bringe flere smil og mere glæde til de indlagte børn i Roskilde, sagde hun.
Donationerne betyder, at hospitalsklovnene har råd til at besøge de indlagte børn på børneafdelingerne i Roskilde i et helt år.
avk@roskildeavis.dk