Fortsæt til indhold

VW Up er tilbage i førertrøjen

Den lille Folkevogn er igen Danmarks mest solgte bil, viser top 20-listen for oktober, der byder på flere overraskelser

Arkiv
Af Jens Overgaard

Efter i flere måneder at være fortrængt af Peugeot 208 er VW Up nu tilbage som Danmarks mest solgte bil.

Det viser top 20 listen for oktober, hvor 208'eren endda er fortrængt til tredjepladsen, mens en usædvanlig gæst i toppen, nemlig Kia Rio, besætter andenpladsen.

Rio'en, som har nogle år på bagen, og senest fået et facelift, sælges dog i en kampagneudgave med meget udstyr, som tilsyneladende er det, som skal lokke køberne frem.

Øjebliksbillede

Det samme gør sig gældende for Mitsubishis aldrende ASX, som nu viser sig på en 20. plads med 276 solgte styk. Det skyldes, at importøren de seneste måneder har kørt en kampagne med lave leasingydelser.

Top 20 listen er dog – som altid – kun et øjebliksbillede, som også afspejler forhandlerindregistreringer, når store leveringer fra transportskibe bliver leveret, eller slutsedler, som måske er underskrevet måneder i forvejen.

Således er den nye Opel Karl, der ellers havde bidt sig fast, overraskende nok fraværende på oktober-listen. Men lur os, om den ikke dukker op igen snart.
Samlet set blev der solgt 16.880 personbiler i oktober. Det er et par procent under septembers salg, men ligger samtidig også et par procent over oktober sidste år. I årets ti første måneder er der da også solgt otte pct. mere end samme periode sidste år.

Der er i alt solgt 172.000 biler, og meget tyder på, at vi når den magiske grænse på 200.000 solgte biler i år.

Her går tendensen fortsat mod færre af de små mikrobiler og flere miniklassebiler, der giver mere plads i hverdagen og for øvrigt med nye turbobenzinmotorer med indsprøjtning også er blevet mere økonomiske.

Minibilerne udgør da også halvdelen af pladserne på top 20 listen, mens mikrobilerne tager fem pladser, mellemklassen tre biler og suv- crossovere to biler.

Opsparet behov

Hos De Danske Bilimportører mener Gunni Mikkelsen, som er adm. direktør, at de fleste bilkøbere har et opsparet behov.
“Vi tror ikke, at danskerne har behov for mindre biler end i vores nabolande. Det er i høj grad et spørgsmål om, at biler er markant dyrere i Danmark, og at vores afgiftssystem forøger prisforskellen mellem mikrobiler og familiebiler. Hvis vi betalte det samme niveau af afgifter, men med udgangspunkt i nogle smartere kriterier end de nuværende værdiafgifter, kunne langt flere køre i en lidt større bil med bedre sikkerhedsudstyr og det uden at belaste miljøet yderligere,” siger Gunni Mikkelsen.