Danfoss Orkestret spiller julen ind
Overskud fra julekoncert går til En god jul for alle
Igen i år inviterer Danfoss Orkestret til julekoncert i Alsion.
Det sker den 13. december kl. 16.00, hvor overskuddet går til initiativet "En god jul for alle".
Programmet byder på Vil du være min i nat, All I want for Christmas og Merry Christmas Polka i en skøn forening med både Rudolf, Jesper Fårekylling og temaet til Disney filmen Frost.
Overskuddet fra koncerten går til initiativet 'En god jul for alle', der er stiftet for at hjælpe så mange som muligt i Sønderborg Kommune med at få en god jul.
"Vi er meget optaget af, at vores overskud fra julekoncerten gør gavn lokalt. Vores succes som orkester afhænger også af den lokale støtte vi får fra Danfoss. Derfor er det naturligt for os at betale noget tilbage til vores eget lokalsamfund i form af musikalsk livsglæde, gode oplevelser til vores publikum og forhåbentligt en stor check til familier og børn i nød," siger dirigent John Frederiksen.
Koncerten byder på to gæstesolister: Thomas Bat og Anne Fuglsig Jensen.
Thomas Bay er uddannet fra Mountview Academy of Theatre Arts og Det Danske Musicalakademi og har spillet roller både i Hair, West Side Story og Skønheden og Udyret.
Anne Fuglsig Jensen er lige nu aktuel i musicalen om Shu bi dua, som spiller for udsolgte huse på Fredericia Teater. Hun er uddannet fra Det Danske Musical Akademi og har efterfølgende uddannet sig i London på The Associated Studios.
Billetter til koncerten kan købes allerede nu på www.sonderborgbilletten.dk.