Rinkenæs-legeplads sættes i stand
Legepladsen i Gartnerslugten i Rinkenæs har de seneste år levet en lidt hensygnende tilværelse. Redskaberne er ikke fornyet, og dermed er området gået lidt i forfald.
Det bliver der nu lavet om på. Sønderborg Kommune vil i løbet af november og december renovere legepladsen i Gartnerslugten og forsyne den med nye flotte redskaber, der passer ind i områdets natur.
Vej og Park går om få dage i gang med at rydde området og udvide arealet, som har faldunderlag.
Derefter går firmaet Ledon i Gram, som selv udvikler og producerer legeredskaber af træ, i gang med at montere en stor legeborg med tårne og rutsjebaner samt gynger, nogle vippe-redskaber og en ny sandkasse med nyt, friskt sand.
Indretningen og valget af legeredskaber er skræddersyet til Gartnerslugten, som er præget af natur med mange træer og dyr, f.eks. egern og kaniner.
Renoveringen ventes færdig i løbet af en måneds tid.