Fortsæt til indhold

Det er et stort problem

Sidste uges oplysning om, at hver tredje borger i Varde Kommune har arbejdet sort, har medført mange kommentarer.

Arkiv
Kim Schou

Rejsekongen og levemanden Simon Spies sagde engang, at al reklame er god reklame.

Og selv om 31,42 % af borgerne i Varde Kommune har arbejdet sort, og det er flest på landsplan ifølge en ny rapport fra Rockwool Fonden, så betyder denne nye undersøgelse ikke at være dårlig reklame for kommunen.

Rapporten fastslår samtidig, at folk på landet arbejder mere sort end dem, der bor i de store byer.

"Det er meget overraskende og giver anledning til undren," siger formanden for Varde Håndværker- og Industriforening, Gustav Petersen.

“Det kan overhovedet ikke svare sig at få sort arbejde udført. Der er ingen reklamationsret. Stor risiko for fejl m. v. Der er håndværkerfradrag. Den eneste måde at komme det til livs er oplysning om risikoen samt beskrive fordelene ved at få arbejdet udført af momspligtig virksomheder der også er med i diverse garantiordninger," slutter Gustav Petersen.

Det er et problem

Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl erkender at der er et problem med sort arbejde.

”Der findes ikke enkle løsninger på store samfundsudfordringer. Og sort arbejde er et problem for samfundet,” siger Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune.

”Her i Vestjylland er der stor tradition for, at man hjælper hinanden, at man giver en hånd til naboen eller landsbyen. Det er udtryk for et sammenhold, der også har værdi for vores samfund,” siger Erik Buhl.

”Jeg tror faktisk, at det for mange mennesker kan være svært at skelne mellem sort arbejde og vennetjenester. Derfor synes jeg, vi på landsplan skal bruge denne undersøgelse til at finde ud af, hvordan vi får oplyst borgerne om, hvor grænsen går mellem sort arbejde og vennetjenester. For sort arbejde er ikke i orden,” slutter Erik Buhl.

"Jeg tror ikke et eneste sekund på at borgerne i Varde arbejder mere sort end andre steder i Danmark."

Sådan lyder det fra Steen Holm Iversen fra Liberal alliance. Han har netop været i Folketinget som afløser for Mette Bock.

“Det er et landsdækkende problem, vi skal have løst,” siger borgmester Erik Buhl

Forståelig civil ulydighed

"Det DM er helt ufortjent og dermed er reaktioner på samme også grænsende til det hykleriske! Jeg vil således tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved og så tvivl om Rockwool fondens resultater, blot ud fra det faktum at de færreste i virkeligeheden entydig skiller sort arbejde fra vennetjenester eller nabohjælpen," fortæller han.

"Dernæst tvivler jeg på, at man i Varde arbejder mere sort end f. eks i Nordjylland! Endelig savner jeg en reel afdækning af de dele af befolkningen, som reelt lever i det der kunne kaldes - en parasititær parallel økonomi - hvor ingen af de normale adfærdsmønstre gælder og hvor de færreste økonomiske modeller når ud. Sandheden er jo at skattetrykket og afgiftsbyrden i årtier har kriminaliseret befolkningen i en grad der i dag påvirker Danmarks evne til at finansiere vores velfærd! Så længe vi fortsætter med at afgiftbelægge mere og mere samt hæve skattetrykket vil denne forskydning fortsætte og det sorte arbejde blive mere og mere! Sort arbejde er uacceptabelt men en forståelig civil ulydighed overfor en stadig mere grådig stat ikke overlader ret meget frihed til dens borgere," lyder det fra Steen Holm Iversen der i sine 14 dage på "Borgen" havde fem ordførertaler på talerstolen.