Hvor er signalerne til os svagtseende?

Forestil dig at du har mistet synet. Eller langsomt er ved at miste det, og det eneste der minder folk om at vise hensyn, er en stok.

Forestil dig herefter at du skal gå en tur gennem trafikken med cyklister og bilister kørende omkring dig. Og forestil dig så, at du når frem til fodgængerfeltet, men der intet audiotivt signal er, som indikerer, hvornår du kan krydse vejen sikkert.

Den virkelighed oplever rigtig mange synshandicappede i Esbjerg Kommune, og en af dem er Kenneth Rasmussen, der er socialt blind på grund af en genfejl. Det betyder, at han ofte følger audiotive signaler fremfor visuelle signaler som eksempelvis de hvide striber i et fodgængerfelt. Men 25-årige Kenneth Rasmussen har fundet ud af, at det faktisk er så som så med den hjælp i Esbjerg:

“Da jeg endnu ikke er helt blind kan jeg stadig se fodgængerfelterne, når de er meget, meget tydelige på asfalten. Men mange steder i kommunen er det efterhånden helt nedslidt, så det er virkelig en udfordring. Jeg kan ikke længere se lyssignalerne, og nu har jeg så fundet ud af, at man eksempelvis i krydset ved Rema 1000 og Würth i Stormgade kræver, at fodgængere skal trykke på en knap på en boks for at afvente grønt lys om aftenen,” siger Kenneth og slår fast:

“Men den boks giver sig ikke til kende audiotivt, så hvordan er det lige, at vi svagtseende skal finde den? Og skulle vi være heldige at finde den, så er der i øvrigt heller ikke noget audiotivt signal, der fortæller, om der er grønt eller rødt lys,” siger Kenneth, hvilket denne artikels signatur kan bekræfte efter en gåtur med Kenneth i krydset.

“Men værst af alt er det næsten, at jeg nu kan forstå, man næsten ikke kan nå halvvejs over, før det bliver rødt. Det gør mig faktisk rigtigt sur,” siger Kenneth Rasmussen, der for cirka et år siden henvendte sig til Vej og Park, fordi der mangler audiotive signaler i de trafikale lyskryds.

Har vi råd til at lade være?

Hos Vej og Park fik han at vide, at der ikke var penge til det. I juli måned i år henvendte Kenneth sig så igen til Vej og Park med blandt andet problemet i Stormgade.

“Her var meldingen fra Vej og Park blandt andet, at det var svært for dem at svare mig, fordi den ansatte aldrig havde tænkt over, hvordan det må være, når man ikke bare kan se, hvornår man må krydse gaden. Jeg fik dog at vide, at man ville undersøge sagen og vende tilbage,” forklarer Kenneth og fortsætter:

“Men selv om jeg har rykket flere gange, så har de stadig her i november måned ikke givet mig et svar. Jeg synes faktisk ikke, at det er i orden. Jeg betaler da os skat, så hvorfor skal jeg ignoreres?,” spørger Kenneth Rasmussen, der igen og igen understreger, at livet er for kort til at gå rundt og være sur, så det er ikke ærindet med at henvende sig til Lokalavisen.

“Jeg er nærsynet, lysfølsom, mørkeblind, har tunnelsyn, er farveblind og har Retinitis Pigmentosa, hvilket betyder, at jeg inden længe er helt blind. Det er en medfødt genfejl, som jeg har. Men det er nu engang de kort, som jeg er tildelt, og så må jeg forsøge at spille så godt jeg kan med dem. Så årsagen til at jeg råber op, er sådan set lige så meget for de ældre og synshandicappede, som måske ikke lige har overskuddet til dét,” siger Kenneth og tilføjer:

“Vi må simpelthen kunne gøre det bedre. Vi svagtseende og blinde bruger de såkaldte lydfyr til tre ting. At finde fodgængerovergangen, at vide hvornår det er sikkert at krydse vejen og at gå lige over vejen ved hjælp af lyden fra den anden side. Det er altså essentielt, at vi har de muligheder, og man kan jo vende det om og spørge, om Esbjerg kommune har råd til, at der er én, som falder og brækker benet eller bliver kørt ned, fordi man krydser vejen uhensigtsmæssigt på grund af, at der intet ordentligt trafikalt signal er?”