Campus Vejle i nyt samarbejde
Campus Vejle er som den eneste ungdomsuddannelse i Trekantsområdet blevet godkendt som Team Danmark Uddannelsespartner. Det glæder indtil videre for 2016 og 2017.
Daglig leder af Vejle Sportscollege Nikolaj Primdal, er glad for samarbejdet:
”For de meget dygtige sportselever på Campus Vejle, der kan komme under Team Danmarks vinger, er den væsentligste ændring, at vi nu kan tilbyde dem 4-årige gymnasieforløb. Det er en dejlig blåstempling af vores arbejde gennem de seneste 7-8 år”
Morten Weiss-Pedersen, direktør for Campus Vejle, er også glad for den nye Team Danmark status.
”Det er en fin kvittering for et langt og godt stykke arbejde leveret af engagerede medarbejdere, der har kæmpet for at stable Vejle Sportscollege på benene gennem de seneste år. Dejligt at vi opnår succes, og at de får anerkendelse for indsatsen”.
Vejle Sportscollege tilbyder ungdomsuddannelserne Handelsgymnasium, EUX Business, HF og Erhvervsuddannelser inden for handels- og kontorområdet.