Gøglerpris til Otto Skak
Ved Sammenslutningen af By- og Markedsfester i Danmarks Generalforsamling i Kolding, lørdag den 31. oktober 2015, blev SlotssøBadets direktør Otto Skak tildelt Gøglerstatuetten som hædersbevisning for sit mangeårige virke med at udvikle by- og markedsfester i Danmark samt sikre ordnede forhold for by- og markedsfester samt Danmarks kørende tivolier.
Otto Skak startede med at arrangere halballer og byfester i Toftlund. Siden har han bl.a. stået for Byfesten i Bramdrupdam samt i øjeblikket Byfesten i Tiufkær. Otto Skak har været medstifter til foreningen ”Sammenslutningen af By- og Markedsfester i Danmark” og er netop genvalgt som formand.
”Jeg er helt overvældet. Det er en meget stor ære for mig. Selvom man er direktør af titel, kan man godt være gøgler af sind – og derfor er jeg også ekstremt stolt af denne hædersbevisning,” lyder det fra Otto Skak, der fik overrakt Gøglerprisen af Kjeld Christensen, formand for Danmarks Tivoli Forening.