På sporet af en tricktyv
Roskilde har ofte besøg af diverse tricktyve, lommetyve og andre fupmagere, fremgår det af politiets døgnrapport. Lørdag formiddag fulgte Roskilde Avis i hælene på en af de luskede gerningsmænd, der forsøgte at fuske penge ud af folk, der var ude for at gøre deres weekend-indkøb. Avisen kontaktede politiet, der dog ikke nåede at få fat i gerningsmanden, som forsvandt, da han fandt ud af, at han var opdaget. Carsten Andersen fra politiet forklarer: - Når vi har mulighed for det, er vi i gågaden for at finde frem til tyvene. Men det er svært lige for øjeblikket, da vores politi er sendt så mange andre steder hen.
Forfulgt
Snyderen stod ved Importøren i Algade, hvor han tog kontakt til en ældre herre, der var ude med sin hund. Tricktyven, en kort- og mørkhåret mand på omkring 40 år, forklarede med håndtegn, at manden skulle skrive under på et stykke papir til fordel for handicappede. Den ældre herre skrev glædeligt under, men da indsamleren også ville have få penge, rystede manden på hovedet og sagde, at det kunne der ikke være tale om. Derefter gik indsamleren videre til den næste person i gadebilledet. Han var dog blevet opmærksom på, at jeg iagttog ham og kiggede sig derfor hele tiden nervøst tilbage. Men det fik ham dog ikke til at stoppe med at henvende sig til de ældre, som han mødte, for at spørge efter underskrifter og penge. Han blev dog for det meste vinket væk af de travle folk på indkøb trak videre. Efter et kort stykke tid, besluttede undertegnede sig til at tilkalde politiet, der fik signalement af snyderen og placering. Manden blev endnu mere nervøs, da han så, at jeg talte i telefon og iagttog ham. Han forsvandt i retning af Hestetorvet og menneskemylderet der.
Opmærksom på snydere
Carsten Andersen fra Roskilde Politi fortæller, at de ikke fik fat i fupmageren denne lørdag, men at ordensmagten sætter pris på, at man ringer, hvis man ser en tyv i aktion. - Det er vores eneste mulighed for at få fat i tyvene. Det kan jo være, at vi alligevel er i nærheden og hurtigt kan være fremme. - Vi har før set, at tricktyve arbejder på den måde, og at de også får fat i ens pung, når man har givet et bidrag. Uden at man bemærker noget. Carsten Andersen foreslår, at man er oppe på dupperne, så man ikke bliver snydt eller bestjålet, når man handler ind. Samt at man ringer til politiet lige så snart, man har mistanke om, at en tyv er i gang. På spørgsmålet, om man skal filme tyven for at hjælpe politiet, svarer han, at man kun skal gøre det, hvis man har det godt med det. ag@roskildeavis.dk