Kommunen skruer voldsomt ned for gebyrer
Byggesagsgebyrer bliver markant billigere i større sager. Mindre byggeprojekter kan se frem til mindre prisstining
Et byggeprojekt, der sidste år kostede 42.400 kroner i byggesagsgebyr, koster i år 6.239 kroner.
Sådan markant er faldet i byggesagsgebyr for virksomheder og foreninger i 2015 i Sønderborg Kommune.
Faldet er en konsekvens af en ny gebyrmodel for byggesagsbehandling, der trådte i kraft ved årsskiftet.
Før 2015 var byggesagsgebyrerne fastsat efter en grundtakst afhængig af bygningskategori plus i en del tilfælde et tillæg beregnet ud fra kvadratmeter etageareal. Efter den nye model fastsættes gebyret ud fra det faktiske tidsforbrug og en timetakst, der reguleres hvert år. I 2015 er timeprisen 713 kr.
Stort bliver billigt
Den nye gebyrmodel tilgodeser større byggeprojekter, som følgende eksempler viser:
En indvendig ombygning af kontorer og toiletter på 1.700 kvadratmeter vil efter den gamle gebyrmodel koste 42.400 kr. I den nye model er gebyret 6.239 kr. En besparelse på 36.191 kr.
Byggeri af en vognhal på 117 kvadratmeter kostede efter den gamle model 14.574 kr. i gebyr, men blot 1.960 kr. i den nye model.
Begge eksempler forudsætter, at ansøgningerne er velforberedte og veldokumenterede. Så bliver timeforbruget - og dermed gebyret - på byggesagen nemlig mindre.
Der er dog ikke alle, der vinder på den nye gebyrmodel. Især mindre byggeprojekter, der omfatter få kvadratmeter, kan se frem til mindre stigninger i byggesagsgebyret.
Koster kommunen penge
"For det første er helt rimeligt, at byggesagsgebyret beregnes ud fra det faktiske tidsforbrug på byggesagen, og ikke ud fra antallet af kvadratmeter. Kommunens arbejde vil også blive lettet, når det går op for ansøgerne, at der er penge at hente, hvis ansøgningen er godt forberedt," siger Frode Sørensen, formand for teknik- og miljøudvalget.
Den nye gebyrmodel vil medføre færre indtægter til kommunen. Alligevel er borgmester Erik Lauritzen glad:
"Sønderborg Kommune vil gerne understøtte vækst og beskæftigelse, og den nye model gør det markant billigere for en virksomhed at udvide produktionen eller bygge om. Det er en fordel for os alle, og derfor lever vi med den lavere indtægt."