Fredericia bliver vært for kæmpe sports-begivenhed
Challengedanmark åbner nyt stævne i fæstningsbyen
Den 6. August 2016 vil triatleter fra hele verden kunne løbe i mål som de første deltagere ved det nye stævne CHALLENGEFREDERICIA. Den triatlonerfarne by ved Lillebælt er gået sammen med Challengedanmark om at skabe et stævne for atleter, der har mod på at gennemføre den halve jernmandsdistance (1,9 km svømning, 90 km cykling og 21 km løb) og den kvarte distance ( 950 m svømning, 45 km cykling og 10,5 km løb)
”Fredericia er et oplagt område for et Challenge stævne,” fortæller Race Direktør ved Challengedanmark, Claus Vesterby.
"Byen har en lang triatlonhistorie med en klub der virkelig har gjort det godt, og som har afholdt store internationale stævner og både danske og udenlandske mesterskaber. For en organisation som vores er det altafgørende at have en by og en klub i ryggen, som har den erfaring de har i Fredericia.”
Fredericias Borgmester, Jacob Bjerregaard, ser også en stor værdi i at få Challengedanmark til Fredericia:
”Fredericia er den perfekte ramme for Challengedanmark. Triatleterne kommer til at opleve kombinationen af enestående natur i Naturpark Lillebælt og vores smukke historiske by med masser af oplevelser. Vi glæder os til at tage godt i mod deltagerne og deres familier," siger Jacob Bjerregaard.
Også manden bag Fredericia Triathlon Team, Carsten Andersen, er begejstret for udsigten til at få et internationalt stævne indenfor byens volde igen:
”I Fredericia brænder vi for triatlon, så det er fantastisk at få et stort stævne til Fredericia og sætte byen på det internationale triatlonkort,” fortæller formanden for byens triatlon klub.
"Som en del af triatlonserien Cahllengefamily får vi et stævne af høj standard og interesse fra udlandet. Det gør det attraktivt for både atleter og tilskuere at være en del af Challengefredericia,” fortæller Carsten Andersen.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Lars Ejby Pedersen ser det nye stævne som en naturlig forlængelse af Fredericias satsning på triatlon:
”Vi har en lang tradition med triatlon og har arbejdet målrettet med talentudvikling i en årrække. Vi har flere unge triatleter i verdenseliten, og det er fantastisk, at de får mulighed for at dyste på hjemmebane her i Fredericia.”
Challengefredericia vil blive afholdt lørdag den 6. august 2016. Distancen vil være den halve jernmandsdistance og ruten vil blandt andet gå over den gamle Lillebæltsbro og igennem nabobyen Middelfart.
Claus Vesterby fra Challengedanmark fortæller, at der for tiden arbejdes på detaljerne for ruten:
"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores drøm er, at cykleruten kan gå over både den gamle og nye Lillebæltsbro, så det arbejder vi på,” smiler Race Direktøren.
Tilmeldingen til Challengefredericia åbner den 6. november og åbningsprisen for et startnummer til den halve distance vil være 1600 kroner og prisen for den kvarte distance vil være 600 kroner.
I forbindelse med Challengefredericia vil der i dagene op til stævnet blive afviklet diverse events for hele familien, såsom børnetriatlon og et 5 km kvindeløb.