Fortsæt til indhold

En verden af billeder ridset i sten

Bliv klogere på helleristningernes univers ved et foredrag på VejleMuseerne i Spinderihallerne

Arkiv
Arkiv

Billedmotiver hugget ind i sten og klippeflader. Vi taler om helleristninger, som de fleste nok kender fra ferier i klipperige lande som Sverige eller Norge. Men de færreste ved, at der også findes helleristninger i Danmark – dog i lidt mindre antal end de har i Sverige og Norge.
VejleMuseerne indbyder til foredraget 'Helleristningernes billedunivers' torsdag den 19. november klokken 19.30-21, hvor arkæolog Louise Felding vil øse ud af sin viden om helleristninger. Hun har forsket i emnet og vil gøre tilhørerne klogere på bronzealderens religion og forestillingsverden.
I Danmarks findes helleristningerne på fladerne af de mange ældre storstensgrave fra stenalderen, ligesom man har anvendt helleristninger som en del af gravritualet.
”Helleristninger er spændende, fordi man kan tolke dem frit. Det er en billedverden, som er tilgængelig for alle uanset alder og nationalitet,” siger Louise Felding i en pressemeddelelse.
”Jeg har været fascineret af helleristninger siden første år på universitet, hvor jeg stiftede bekendtskab med dem. Motiverne er et væld af mænd og kvinder, våben og skibe, fødder og hænder - og hvert lille delelement fortæller hver sin historie på en kæmpe klippeflade,” siger Louise Felding.
Man kan købe billet på VejleMuseernes hjemmeside