Hørup Genbrugsbutik samler på kapsler
På lørdag deler Hørup Genbrugsbutik penge ud og fejrer fødselsdag. Alle er velkommen. Tag gerne lysestumper og Tassimo kapsler med
Hos Hørup Genbrugsbutik er man ved at gøre klar til at fejre 8 års fødselsdag og til at dele ud af årets overskud. Begge dele finder sted på lørdag den 14. november fra kl. 13-15, hvor alle er velkommen.
"Vi har inviteret de fem foreninger, som i år får del i butikkens overskud, og så dækker vi op med kaffe og kage, så vi kan fejre vores 8 års fødselsdag," fortæller Lillian Søndergaard, som er en af de frivillige i Hørup Genbrugsbutik, der de sidste fem år har haft til huse i en tidligere møbelforretning i Helved
Et musikalsk indslag vil der også være. Det har Andrea Brachwitz sagt ja til at stå for. Hun kommer fra Sydtyskland og flyttede til Danmark for 7 år siden, og så spiller hun violin.
Kapsler og lysestumper
Hørup Genbrugsbutik er i øvrigt en af Danmarks første lokale indsamlingspladser for brugte Tassimo kapsler og folieindpakninger, så materialerne kan genanvendes og ikke ender på forbrændingen. Indsamlingen er et initiativ, som miljøvirksomheden TerraCycle har i samarbejde med kaffeproducenten Tassimo.
"Vores indsamlingskasse er allerede godt fyldt op, selvom der kun er én virksomhed, som benytter den. Flere både firmaer og private er velkommen til at komme forbi med deres brugte Tassimo emballage," siger Lillian Søndergaard.
"Vi tager også gerne imod folks lysestumper og brugte fyrfadslys. Dem kommer private og henter mod en beskeden betaling. Så varmes det op, og det gør også, at man kan si fyrfads-holderne fra," forklarer hun.
Genbrugsbutik i TV
Hun og de i alt 17 frivillige i butikken glæder sig også til februar, hvor genbrugsbutikken er i tv - igen.
"Vi fik jo for nylig besøg af DR og Bruun Rasmussen Kunstauktioner, som var forbi for at finde genstande, som de ville sætte på auktion. Det er der kommet et program ud af, som efter planen bliver sendt næste år til februar," fortæller Lillian Søndergaard.
Det er ellers ikke så længe siden, at butikken sidst var i tv. Det var i udsendelsen 'Naboer' på TV Syd, som ved den lejlighed besøgte både friskolen og genbrugsbutikken. Man fik også en snak med lokale beboer, som blandt andet kunne fortælle, hvorfor Helved hedder Helved.
Udsendelsen blev sendt den 20. oktober men kan stadig ses ved at gå ind på tvsyd.dk.
"Husk også at fortælle, at vi gerne vil have flere frivillige i butikken," lyder det til slut fra Lillian Søndergaard. Opfordringen er hermed givet videre.
Fakta
Varmdrikskapsler og dertilhørende folieindpakninger er i øjeblikket ikke accepteret som affald til genanvendelse i det nationale genandvendelsessystem pga. den komplekse materialesammensætning. Tassimo har derfor indgået et samarbejde med den internationale miljøvirksomhed TerraCycle, som er eksperter i materialegenanvendelse af affald.
I den forbindelse lancerede TerraCycle sidste år en række lokale indsamlingspladser, som Hørup Genbrugsbutik nu er en del af.