Unge musikere klar med musikfestival
Trekants Rabalder er en ny festival for up-coming musikere
En gruppe unge fra Kolding, Middelfart og Fredericia er gået sammen om at stable en endags-festival på benene. Programmet er spækket med lokale bands, som glæder sig til at vise, hvad de kan på scenen. Herudover vil der være en åben scene for dem, der har mod på at dele deres musik med andre.
Det er en arrangementsgruppe, med unge fra Ungdommens Hus i Fredericia, ungdomshuset Walker i Middelfart og Råværket i Kolding, der realiserer festivalen.
Idéen til musikfestivallen kommer oprindeligt fra byrådsmedlem og kulturudvalgsformand i Kolding, Jesper Elkjær (B).
“Da jeg i sin tid fremlagde idéen for mine kollegaer i nabokommunerne, var det for at iværksætte nogle fælles tiltag, der kan understøtte vores musikalske vækstlag og ikke mindst for at bringe de unge sammen på tværs af kommunerne. Vi har i forvejen et utrolig aktivt, ungt musikmiljø, og de unge har virkelig formået at gribe idéen og har udviklet deres eget koncept”, siger Jesper Elkjær.
Trekants Rabalder Vol. 1 foregår i Ungdommens Hus i Fredericia den 7. nov. fra kl. 12. Der kører busser fra Kolding og Middelfart Stationer kl. 12 og de kører retur kl. 1 om natten. Festivalens hovednavn er Marvellous Mosell, som optrådte ved P3 Guld 2014