Spejderlivet bliver opgraderet i Augustenborg
I alt 860.000 kroner fra to fonde skal være med til at give Spejderhuset på Ahornvej en tiltrængt omgang
De 75 blå Augustenborgspejdere kan nu begynde at glæde sig til mere attraktive rammer i og omkring Spejderhuset på Ahornvej i Augustenborg. Spejderne har fået bevillinger på et samlet beløb på i alt 860.000 kr. Bevillingerne kommer fra helholdsvis fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Lokale & Anlægsfonden.
Spejderhus fra 1961
Spejderhuset, som blev bygget i 1961, er ifølge gruppeleder Rudi Thomsen langt fra optimalt indrettet.
"Lokalerne er blevet utidssvarende og slidte, vi savner plads til opbevaring af vores materiel, og vi mangler nogle bedre faciliteter i og omkring spejderhuset," siger han.
Pengene skal derfor bruges til at indfri et ønske, som spejderne har haft igennem flere år, nemlig at få spejderhuset tilpasset til nutidens krav.
Tilbygning og udekøkken
Projektet omfatter en tilbygning, der skal benyttes som depotrum, der skal laves en ny overdækning og etableres et udekøkken. Udekøkkenet og overdækning står højt på ønskelisten, da spejderaktiviteterne i dag foregår udendørs hele året rundt - uanset hvordan vejret er.
Der er også tænkt et nyt køkken, nye toiletfaciliteter samt modernisering af de øvrige rum ind i projektet. De nye og forbedrede faciliteter skal gøre spejderlivet endnu mere attraktivt og indbyde til at spejderne bruger hytten mere end de gør i forvejen.
"Det bliver utroligt dejligt at få nye og bedre faciliteter. Det giver os helt nye muligheder for brug af Spejderhuset, også selvom det er koldt en vinteraften," siger Victor Skov Jeppesen på 16 år, der er en af Augustenborgspejderne.
Går i gang
"Vi får travlt," siger Rudi Thomsen
"Bevillingen fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gælder kun i et år. Vi er derfor gået i gang med at få styr på enhver detalje i projektet. Der skal tages beslutninger om rigtig mange ting så som materialevalg, farver, funktionalitet med videre - der er nok af opgaver at kaste sig over, samtidig med at der skal laves spændende spejderaktiviteter for gruppens børn og unge," remser han op.
Noget at bruge vinteren til
I løbet af vinteren vil bestyrelsen sammen med en gruppe forældre få lavet de resterende tegninger og få styr på de sidste tilladelser. Der er budgetteret med at få hjælp fra håndværkere til en del af arbejdet, men der mangler stadig en sum penge for at komme helt i mål projektet.
Augustenborgspejderne fortsætte derfor med at søge fonde, og hvis det ikke lykkedes at få de sidste penge bevilliget, så håber de på, at de med forældrehjælp og sponsorater på materialer kan komme helt i mål med projektet.
Hvis alt går efter planen, så vil arbejdet blive udført i løbet af foråret og sommeren 2016, således at Augustenborgspejderne kan boltre sig i og omkring det nymoderniserede spejderhus ved sæsonstart efter sommerferien.