Fødevarefestival kommer til Vejle igen
Fødevarefestival i Spinderihallerne byder på mere end 55 udstillere
I weekenden den 21.-22. november bliver der for andet år i træk afholdt fødevarefestival i Spinderihallerne.
Her kan du møde mere end 55 udstillere herunder lokale fødevareproducenter, gårdbutikker, ismejerier og mikrobryggerier. Derudover vil der på festivalen være design, brugskunst, blomster, juletræer med mere – alt sammen med ”et touch af jul”.
Se og smage
Bag arrangementet står parret Jimi Kristensen og Sisse Hansen, der står bag i alt seks fødevarefestivaler landet over.
På festivalen vil der være mulighed for at se, smage og købe mange forskellige produkter.
Der vil være streetfood og food trucks, økologi, brød, kager, biodynamiske landbrug, mosterier, mjød, lam, lakrids, biavlere og chokolatier.
Derudover er der børneworkshops, Xeneriets fortolkning af Fødevarefestival samt gratis rundvisning på Kulturmuseet.
Det lokale fødevarefællesskab Madværket deltager, og du kan spise og hygge i Caféen i Spinderihallerne.
Det foregår i Spinderihallerne i Spinderigade 11.
Lørdag er der åbent fra 10-17, mens det søndag er fra klokken 10-16.