"Jeg forstår det ikke"

Brigitte Lodemann måtte afbryde sin pilgrimsvandring i sensommeren, fordi hun blev voldsomt rystet. Hun er tysk/dansker, har boet i Haderslev en stor del af sit liv og er frivillig i Haderslev Domsogn, og så bærer hun en tung last i sin rygsæk. Den er blevet endnu tungere, ved at se det, der sker i Europa i disse måneder.
"I starten af september i år var jeg på en pilgrimsvandring fra Porto til Santiago de Compostela," fortæller Birgitte og fortsætter:
"Flygtigt så jeg et billede på en Tv-skærm. Der lå en dukke på stranden. Men hurtig gik det op for mig, at det ikke var en dukke. Nej, det var et lille flygtningebarn som var druknet i Middelhavet. Dette billede fulgte mig. Det var umuligt at glemme igen. Jeg tænkte også på de mange andre flygtninge som var undervejs til fods. I min rygsæk var der egentlig uvigtige ting.Flygtninge bærer alt det som er tilbage af deres gamle liv," siger hun og remser op:
Jeg kan spise, når jeg er sulten.
Jeg kan være sikker på, at der er en seng til mig, når jeg er træt.
Jeg kan komme hjem og finde alt det som hører med til mit liv.
Men hvad er med alle de menneskene der er på flugt? De har mistet alt. Jeg besluttede at afbryde min vandring for at rejse tilbage til Danmark," fortæller hun.

Forkælede pensionister

"I lufthavnen i Frankfurt ventede et dansk pensionistpar sammen med mig. På en tv-skærm kunne vi se billeder af flygtninge," fortæller Birgitte videre:
"Manden ved siden af mig sagde: De tager alle vores arbejdspladser! Han var dog pensionist! Så sagde han: De tager alle vores penge. Han kom lige fra sit eget feriehus i Italien og var på vej hjem til sin villa i Danmark. Hvad mister manden, hvis Danmark hjælper andre mennesker?" spørger Birgitte, der vel hjemme igen se skrappe TV billeder:
En gruppe flygtninge tid fods på en dansk motorvej.
Flygtninge i et tog på Padborg banegården.
Flygtninge der blev slået af soldater i Makedonien.
Udmattede flygtninge ved den serbisk ungarske grænse foran en høj hegn, der ovenikøbet var sikret med ruller af det farlige nato-tråd.
En ung mor sidder og græder højt, fordi hun ikke kan finde sine 2 børn.
Flygtninge i regn, mudder og kulde overnatter uden for tæt ved den slovenske grænse.
"Jeg havde mareridt om natten og drømte, at jeg også var på flugt med min egen fine rygsæk. Da jeg hørte, at Haderslev Sygehus skulle bruges som modtagelsessted for flygtninge, blev jeg glad, for nu kunne jeg endelig gøre noget og hjælpe lidt. Og endelig forstod jeg også, hvorfor alt det jeg ser, påvirker mig så dybt. Jeg bliver konfronteret med min egen og min families livshistorie. Jeg tænker meget på min mor, og jeg tror, at det er godt hun ikke oplever det som sker i dag," siger Birgitte.

Brigittes historie

”Jeg blev født 1943 i en lille landsby i Schlesien. Nu hører det til Polen, dengang var det tysk. Min far var præst og min mor menighedsmedhjælper og organist," fortæller Birgitte:
"I februar 1945 var vinteren ekstrem kold, men min højgravide mor var nødt til at flygte sammen med min femårige søster, min bedstemor og mig. Hele landsbyen var på flugt, sammen med 10 millioner mennesker fra det østlige Tyskland. Min mor havde en rygsæk og min bedstemor også en. Mere kunne de ikke bære. I starten måtte vi være sammen med mange andre på en hestevogn.
Efter nogle dage på flugt fødte min mor en lille pige på hestevognen. Min lillesøster døde efter tre uger. Fordi min mor blev syg, var vi nødt til at forlade de andre, for at blive i en lille by i nærheden af Breslau. De andre tog videre til byen Breslau, som netop blev bombet af englændere denne nat. Alle, som var fulgt sammen med os, omkom. Vi overlevede," fortæller hun:
"Jeg kan ikke huske noget fra denne tid. Jeg var kun to år gammel. Min mor fortalte ikke meget om denne svære tid, men nogle få begivenheder træder frem igen og igen, også i mit voksenliv: Min mor bankede på lukkede døre og spurgte efter lidt mad og mælk til os børn. Mange døre blev hurtigt lukket igen. Mange gange blev vi afvist. Og jeg græd højt, hver eneste gang, og ingen kunne trøste mig. Jeg kunne ikke snakke meget den gang, men min mor fortalte, at jeg sagde igen og igen: ”Keiner will uns haben!” fortæller hun.
"Det blev til mit livstrauma. Afvisning blev et nøgleord. Og flygtninge i dag føler afvisning og vold hver dag, og vi er vidner og vi kan ikke hjælpe dem. Helt sikkert var der også mange mennesker der hjalp os, ellers havde vi ikke overlevet," slår hun fast:
"10 millioner tyskere var på flugt, gamle, kvinder og børn. 200 000 flygtninge kom til Danmark den gang. På Bornholm var der flere flygtninge end indfødte beboere."

Hvorfor vil vi ikke

"Og i dag er tusinder igen på flugt! Tusindvis af flygtninge bliver afvist, ofte med vold. Man lukker grænser. Jeg tænker ofte på, hvad der foregår inden i børnene, der allerede har mistet så meget, måske også pårørende, når de oplever denne permanente afvisning ved grænserne i de fattige balkanstater, men også i det rige, kristelige Danmark," spørger Birgitte:
"I dag gør de danske politikere hvad de kan for at der ikke kommer fremmede hjælpesøgende mennesker til Danmark, og mange danskere bifalder det med klap. Der bliver sagt: Først skal vi tænke på vores egne! Findes der nogle danskere som er truet af krig, som dør af sult, som ikke har et tag over hovedet om vinteren, som ikke må gå i skole, som ikke får lægehjælp, som ikke får bistand?" spørger Birgitte, som fortsætter:
"Der bliver sagt: Vi skal hjælpe dem der, hvor de kommer fra!"
"Hvorfor betaler verdenssamfundet så ikke de penge de har lovet til de store flygtningelejre i Jordan og Tyrkiet? Hvorfor gør Danmark ikke noget? Hvorfor er Danmark ikke solidarisk med de andre europæiske lande, især med de lande, som bliver oversvømmet af flygtninge, så som Grækenland, Italien, Serbien og Kroatien? (Sverige og Tyskland?). Hvorfor er der planer i den nye finanslov at nedlægge vedfungerende hjælpeorganisationer og hvorfor korter man pengene til udlandsbistand og udviklingen? Hvorfor?" spørger Birgitte og konkluderer:
"Alt det sker uden at jeg kan gøre noget.”

birgitte lodemann
1977 kom Brigitte og hendes mand, den tyske præst, og tre børn, til Haderslev.
Fra 1992 til 1996 arbejdede hun for en tysk missionsselskab i Papua Ny Guinea.
Efter 5 år i Danmark (Løgumkloster), startede hun et fredsprojekt i Kroatien.