Vi har brug for flere lærere
Christian Haugk (S), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune
Vranderupvej
6000 Kolding
Folkeskolen og vore daginstitutioner er nogle af de absolut vigtigste fundamenter vi som samfund kan give vore børn. Det er de fordi børnene gennem et dygtigt faguddannet personale lærer at begå sig og med et moderne udtryk, bliver livsduelige.
Jeg mener, at vi som politikere har en pligt til at sikre, at rammerne tager udgangspunkt i kvalitet. Kvalitet defineret som gode fysiske rammer, men i særdeles hed i relation til faguddannede medarbejdere og ikke mindst en normering der gør os i stand til at kære os om den enkelte og om fællesskabet.
I Kolding Kommunes budget for 2016 er det lykkes at få afsat 4 mio. kroner mere til flere skolelærere i folkeskolen. Jeg er rigtig glad for, at et samlet byråd står bag det forlig. Det er godt for folkeskolen. Men det glæder mig også, at der blandt byrådets partier er en fælles forståelse af, at de afsatte midler ikke er tilstrækkelige til at finansiere folkeskolereformen. Det betyder, at det klart er tilkendegivet, at midler til folkeskolen også bliver en prioritet når vi skal forhandle budget for 2017.