Fortsæt til indhold

Jeg elsker min by

Lotte Fang fylder 75 år, fejrer jubilæum med byvandringerne og udsender ny udgave af 'Roskildes gader og stræder'

Arkiv
Af Torben Kristensen

I Holger Drachmanns Midsommervise synger alle med på ‘Vi elsker vort land'. Men i Lotte Fangs tilfælde er det i stedet: ‘Jeg elsker min by'.
Som hun står der på trappen op til kirketårnet, der danner indgang til det gamle rådhus på Stændertorvet, kender tusinder af roskildensere den lokalhistoriske fortæller fra de utallige byvandringer, som hun efterhånden har gennemført i 40 år - i de sidste 25 år i samarbejde med byrådsmedlem Kaj V. Hansen.
Nu runder Lotte Fang 29. november de 75 år, og samtidig udsender hun en ny og udvidet udgave af sin populære bog ‘Roskildes gader og stræder'.
Alt det markeres helt fortjent på byens gamle rådhus ved Sankt Laurentii-tårnet med en reception på dagen, arrangeret af hendes makker fra byvandringerne, Kaj V. Hansen.

Skandale i fin familie

Charlotte Elisabeth, som hun egentlig er døbt, er ud af en de gamle fine købmandsfamilier i domkirkebyen, og det har hun nu heller aldrig helt glemt.
Hendes far Arthur Fang voksede op i en af de mange købmandsgårde, der var rygraden i den lokale økonomi både i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Den lå hvor Bryggergården nu findes.
Men han gik en anden vej og var i mange år byens bedste skribent, både som journalist på det daværende Roskilde Tidende og som lokalhistoriker. Han var egentlig fint gift, men så var der lige det med hushjælpen, der var ud af landbo-slægt med et islæt af franske kulsviere, og som blev gravid med Lotte.
Han tog hushjælpen, og på den tid var det en stor skandale i en af de fine familier i provinsbyen. Men vores historie-fortæller har nu altid fortalt den videre med et smil og stor stolthed, især over sin ukuelige mor.

Flasket op med historie

Lige fra lille blev Lotte Fang flasket op med lokalhistorie af sin far og evnen til at lave velsmagende landkøkken af sin mor. Mange roskildensere har i årenes løb nydt godt af begge dele.
Den opvakte pige tog både real- og studentereksamen fra Roskilde Katedralskole, før hun blev bibliotekar på Roskilde Bibliotek. Her blev hun ansat til at grundlægge Roskildes Lokalhistoriske Arkiv, der på grund af det gode materiale i dag hører til landets bedste.
Imidlertid er det som lokalhistorisk fortæller, at Lotte Fang har ydet sin helt store indsats i Roskilde. De mange mennesker, der i årenes løb har læst hendes bøger og artikler eller været med på byvandring, kan bevidne, at hendes interesse for- og kærlighed til Roskilde altid har været det afgørende.

En klog kone

Lotte Fang tager selvfølgelig udgangspunkt i de skriftlige kilder, der findes om fortiden, men for hende er spændingen og det dramatiske i historien også vigtigt. På den måde gør hun altid sine fortællinger mere interessante, og uanset emnet slår hendes fortælleglæde altid igennem.
Som skrivende kollega beundrer jeg derfor hendes arbejde meget.
Men hendes talenter stopper ikke her. Hun er i ordets bedste betydning en ‘kultiveret dame', der kan tale med om både det ene og andet, uanset hvor samtalen bevæger sig hen.
Når man har haft den fornøjelse at besøge Lotte Fang hjemme hos sig selv, enten det nu var ved Roskilde Havn, i Hornsherred eller senest i Støden, bliver man altid godt beværtet. Hun er en rigtig ‘klog kogekone', der ved, hvordan råvarerne skal tilberedes og maden smage - samt ikke mindst hvilke drikevarer, der skal serveres til.
Roskilde har stor grund til også at glæde sig over, at vi har en kapacitet som Lotte Fang. Derfor er kærligheden gensidig, og byen elsker også hende.