Fortsæt til indhold

“Her i Vojens elsker folk bare at cykle”

Jan P. Christensen åbner cykelforretning i Østergade 26 i Vojens

Arkiv
Mette Henriksen

Det ser ud til at synergi-effekten allerede er trådt i kraft i Vojens. Efter at tøjforretningen Happy Hunting åbnede i sidste uge, så er en kommende nyåbning i Østergade godt på vej.
Jan P. Christensen åbner her sin nye cykelforretning på Østergade 26, som også kommer til at rumme værksted og nøglebar.
“Jeg har altid haft et eller andet med cykler. Det enkle og grønne, det er bare lige mig.”
Sammen med sin familie har 39-årige Jan P. Christensen boet på Costa del Sol i en årrække, hvor familien drev egen virksomhed. Herfra stammer iværksætterånden.
“Som lønmodtager har jeg faktisk savnet udfordringen og drivkraften i at være selvstændig. Og da jeg så fik nys om at cykelhandler Ludvig stoppede, og jeg kunne overtage restlageret og værktøjet, slog jeg til.”
Jan P. Christensen fortsætter foreløbig med at arbejde hos Dansk Avisomdeling i Vejle.
“Jeg har fri mandag, tirsdag og onsdag, hvor jeg vil være at finde her i butikken. Torsdag og fredag er der kun åbent om eftermiddagen. Men det er kun i opstartsfasen,” siger Jan, som synes, at Vojens er en rigtig cykelby.
“Uanset, hvor man kigger hen, så står der altid en masse cykler parkeret. I Vojens elsker folk bare at cykle.”